Sgu, fanden og for helvede af Irene Pedersen

Sofie-Amalie er vred på sin lillesøster Beatrice. Beatrice får al opmærksomheden. Hun får nyt tøj, hvorimod Sofie-Amalie må gå i sin gamle røde kjole og sko, der er slidte i spidserne. Sofie-Amalie bander alt hvad hun kan, men det virker ikke, mor hører hende stadig slet ikke.
Pludselig begynder mor at sige sjove lyde og holde sig på sin store mave. “Vi ringer fra hospitalet”, når han at råbe til farmor der skal passe dem.
Sofie-Amalie lokker Beatrice til at lege udklædningsleg. Hun sminker hende og klæder hende helt tosset ud, men mor og far ser kun lillebror, da de endelig kommer hjem igen.
Far prøver kort at inddrage dem i lykken, men Sofie-Amalie og Beatrice har kun en kommentar: “Sgu, fanden og for helvede”.

Bogen er på sin vis deprimerende. Mor har slet ikke overskud til sine børn, om det løser sig, når lillebror er ældre er der ikke noget tegn på, eftersom opmærksomheden overfor Sofie-Amalie stadig er så lille.
Fars rolle i bogen er minimal, og han er da heller aldrig i front på billederne. Han eksisterer kun som en skygge af moderen, og formår ikke at trænge igennem og imødekomme pigernes behov for at blive set og hørt.
Trods det er det en dejlig bog at læse sammen med sine mindre børn. Den er glimrende som udgangspunkt for samtale om, hvad det er børnene har behov for, og hvad der kendetegner gode forældre. Billederne er enkle, farverige og meget illustrative i forhold til personkarakteristikken.

Lån bogen på bibliotek.dk