148
2002
87-02-01234-0, 978-87-02-01234-7
Morten Nielsens digte har haft klassikerstatus i mange år fordi de indfanger tiden under 2. verdenskrig og beskriver en ung mands tanker og drømme i forhold til livet, kærligheden og besættelsesmagten.
På trods af sin klassikerstatus må jeg indrømme, at digtene aldrig rigtig nåede at fange mig, for jeg synes egentlig ikke at flertallet af digtene har en kvalitet, der kan berettige en udgivelse i bogform.
Jeg indrømmer gerne, at en håndfuld eller to af digtene faktisk er gode, for ikke at sige decideret fremragende. De er smukke, indtagende og giver et godt indblik i en ung mands tankeverden – og giver måske endda også et tidstypisk billede af Danmark under den tyske besættelse.
Desværre er størstedelen af digtene i samlingen dårlige. Dårlige fordi de er skrigende naive, fordi sproget er for klodset og ensidigt, fordi de ikke formår at komme ind under huden på læseren og dermed ikke efterlader noget indtryk – mange er digtene er kort sagt forglemmelige.
Jeg tror digtene kan have stor betydning for den del af befolkningen, der kan huske den tyske besættelse – men det er ikke tilfældet for mig.
Efter at have læst denne digtsamling sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at have spildt min tid – jeg synes ikke digtene har været min tid værd, og jeg ville egentlig ønske, at jeg ikke havde kastet mig over læsningen af digtene.
Dog udløser digtsamlingen en stjerne, for jeg formåede dog at komme igennem bogen uden at opgive – men jeg vil ikke anbefale andre at læse Morten Nielsens digte. Dertil er de desværre for ringe, og de få gode digte ændrer ikke ved, at helhedsbilledet er noget skidt.