Sagen af Erik Aalbæk Jensen
442
1993
Lige før sommerferien skal begynde, dumper chefen en sag på Poul Stens bord. På halvandet år er 19 millioner forsvundet i et erhvervseventyr oppe nordpå, og 15 af de millioner tilhørte Staten. Sten skal af sted og finde ud af, hvad der gik galt. Eller mere præcist: han skal ikke af sted for at finde pengene, men for at finde en plausibel undskyldning for tabet. En undskyldning, som så mange af de implicerede som muligt kan dække sig ind under. Dette er en historie om en embedsmand i aktion.
“Sagen” kører i to spor. I det ene får vor mand til opgave at udrede en konkurssag. Han skal snakke med de involverede og skrive en rapport. På trods af at han og hustruen, Ellen, står lige foran en ferie til Norge, tager han, som den gode embedsmand han er, af sted. Mens undersøgelsen står på, går det op for både Sten og læseren, at præmissen for hans arbejde ikke ligefrem er altruistisk. Han er ikke på stedet for at finde de skyldige, men derimod en undskyldning. Men det bliver stadig mere tydeligt, at mange mennesker har tabt på denne sag, og at bagmændene måske ikke er helt rene i kanten.
Det andet spor foregår i nutiden, hvor Poul Sten og hustru er kommet af sted på deres ferie, som hele tiden forstyrres. Poul har taget arbejdet med. Han vil skrive sin rapport om Sagen i ferien. Så dukker en uindbudt ung nordmand op, som desværre har rigelig god tid til at gå ture med den solbrune Ellen. Endelig kommer et vennepar forbi “nu de var i nærheden”. Det går altså ikke som det burde, og vores hovedperson bliver mere og mere opmærksom på, at hans egne forhold kunne trænge til en undersøgelse.
De to historier flettes konstant, klipningen er nærmest filmisk og fra tid til anden direkte himmelsk. En enkelt gang tog jeg mig selv i at nikke imponeret over den træfsikkerhed, hvormed der blev klippet fra et uheld på fjeldet til en “uheld” af mere personlig art.
Erik Aalbæk Jensen skriver realisme i en stille og rolig prosa, der pludselig laver krumspring som her om den uindbudte nordmand: “Han er agronom. Andet ved jeg ikke om ham. Han ser ud til allehånde.” De psykologiske spil mellem mennesker føres med et jerngreb, og man er aldrig et sekund i tvivl om, hvilke typer Poul Sten står over for, eller hvad han synes om dem.
“Sagen” er virkelig fremragende læsestof.
– Denne anmeldelse er skrevet i forbindelse med Bogrummets sommerkonkurrence 2006. Redaktørernes anmeldelser deltager dog ikke i lodtrækningen.
