Regnroman af Karen Duve

Det umage par Leon og Martina køber et hus langt ude på landet i det tidligere Østtyskland. Han, så han kan skrive uforstyrret på en biografi, han er blevet betalt for at skrive, om en noget tvivlsom tysk mafioso, og hun…for at være der, mens han skriver. Landskabet er imod dem fra det øjeblik, de flytter ind. Det regner mere eller mindre konstant, og det virker som om huset og mosen omkring det, er ved at smelte sammen til et. De landlige omgivelser er befolket af en flok originaler, nogle mere foruroligende end andre, og langsomt men sikkert begynder fugten at krybe ind under huden på Leon.

“Regnroman” er en bog, der efter min mening ikke rigtig ved, hvad den vil. Det besynderlige landskab minder om “Vandpest” af Merete Pryds Helle, selve historien forekommer sine steder Kafkask, karaktererne er lidt for karikerede og typiske for deres tid, så selve romanen ender med at fremstå som lidt kedelig og banal, selvom den indrømmet har sin lyse øjeblikke som i beskrivelsen af Leons desperate kamp mod sneglene i haven.

Lån bogen på biblioteket