Psykosens hale af Kenneth Jensen

Jeg har det som læser lidt vanskeligt med autofiktion, det er svært for mig, at forfatteren tager udgangspunkt i virkelige hænderser, steder og personer og så tilføjer elementer til fortællingen, som er fiktion, måske for at budskabet / følelsen skal stå stærkere for læseren? Sammenholdt med at Kenneth Jensen skriver om en periode i sit liv, hvor hans psykose var på sit højeste, ganske vist i tilbageblik, er det på trods af titlens antydninger meget svært for mig at finde hoved og hale i bogen og dermed hans sygdomsforløb og aktuelle ståsted i tilværelsen.

Uden tvivl mangler vi bøger, hvor den psykisk syge formidler, hvilke udfordringer sygdommen giver i den pågældendes liv. Også gerne skønlitterære bøger. Måske skal handlingen i Psykosens hale være forvirrende, netop fordi livet som psykisk syg med en psykose er vanskeligt for fortælleren selv at få greb om. Den røde tråd er væk for ham, og selvom han søger at forbinde hoved og hale er det vanskeligt, måske uladsiggørligt. Tilbage står en ung mand, som måske er et sted i livet, hvor hans erhverv (forfatter) medfører nogle forpligtigelser som det er vanskeligt at honorere. Både fordi det indebærer et samvær med mange, men også fordi at nogle af dem, han konfronteres er folk, som han tidligere i livet, i psykosens velmagtsdage, har brændt broer til. Om den ene af disse personer siger Kenneth Jensen direkte: “Lotte var offeret, og jeg var krænkeren, det forholdt jeg mig til.”  “Gang på gang tabte jeg det hele og mig selv på gulvet.”

Psykosens hale er trods alt et solidt blik ind i livet for en med psykiske udfordringer. Det er en ærlig, rodet og uskøn fortælling om at brænde broer, miste fodfæste og handle overilet som resultat af  pludseligt opståede følelser.

Lån bogen på biblioteket