Præsidenten – Foghs Danmark 2001-2009 af Troels Mylenberg & Bjarne Steensbeck

”Der er ikke noget at komme efter”, var den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mantra. Han brugte det, da han som skatteminister var lidt for kreativ – og han brugte det over for oppositionen, da den borede i det grundlaget for den anden Irak-invasion i 2003.

Men i begge tilfældeviste det sig, at der var en hel masse at komme efter. Og der er rigtig meget at komme efter, når man går kritisk til Anders Fogh Rasmussen. Bag den stålsatte facade gemmer sig et væld af selvmodsigelser og udtalelser, der blev bøjet så meget, at man virkelig kommer derud, hvor man spørger: Hvornår stopper sandheden, og hvornår begynder løgnen?

De to journalister Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck udsendte i 2009 bogen ”Præsidenten – Foghs Danmark”. Man kunne måske mene, at bogen er blevet overhalet af tiden nu, hvor Anders Fogh Rasmussen efter afskeden som Natos generalsekretær befinder sig et sted i ingenmandsland. Men bogen har en lang levetid og er relevant, når man vil forsøge at forstå, hvad der egentlig er skete i Danmark siden 2001.

Det lykkedes Anders Fogh Rasmussen at sende Danmark ud i to krige, at gå ind i en indædt værdi- og kulturkamp (som langt fra er slut endnu), at ændre danmarkskortet ganske fundamentalt med regioner og storkommuner, at gennemføre stramninger i udlændinge- og retspolitikken, at få indført frit folkeskole- og sygehusvalg, sænket marginalskatten og gennemført velfærdsreformer. Samt ikke mindst være i centrum i muhammedkrisen og være leder af et Danmark, der ikke længere havde det (overfladiske) hygge-image i udlandet.

Bogen placerer sig i den velkendte journalistiske genre, der er blevet dyrket inden for den politiske biografi Danmark siden 1990erne. God til at få en periode on en enkeltaktør sat i perspektiv, men uden de helt afgørende analyser af Foghs langsigtede politiske strategier (eller mangel på samme) eller ideologisk udvikling (man kunne også kalde det forandring).

Til gengæld går bogen til makronerne, når det drejer sig om at stille skarpt på det etablerede billede af Fogh – et billede, han selv i den grad har været med til at tegne. Det var ikke noget kønt syn først at se Anders Fogh Rasmussen ubøjeligt tale om ytringsfrihed under muhammedkrisen og senere udvande det meste af det, han havde sagt, ved med floskler at tale om nødvendigt respekt for andre religioner – for at berolige arabiske tv-seere. Men det var dog forståeligt, når man har i mente, hvor vildt det internationale pres var på det tidspunkt.

Forfatterne dokumenterer, hvor principløs manden, der krævede klar principiel stillingtagen fra andre, selv kunne være. Og da især når det gjaldt hans egen karriere. I 2003 – 60 året for bruddet med den danske samarbejdspolitik under besættelsen – revsede han danskerne for ikke at have kæmpet mod den tyske besættelse i 1940. Konsekvensen skulle altså have været, at man skulle have sat livet på spil. Selv var han som en jysk kræmmer parat til at sælge sin mor for ikke at gå glip af ønskejobbet som Nato-generalsekretær.

Lån bogen på bibliotek.dk