Pindsvinets elegance af Muriel Barbery

Handlingen foregår i en ejendom i Paris, beboet af velstillede, snobbede familier – samt portnerkonen, Renée, som udadtil er en sjusket, ubegavet kvinde (fordi hun mener, det forventes af hende), men som interesserer sig for litteratur, kunst, filosofi – og faktisk også selv er lidt af en snob inderst inde.

I en af ejendommens familier bor den 12-årige Paloma, et meget velbegavet barn, som har det svært med sin familie. Hun har også en filosofisk indgang til tilværelsen, har egentlig besluttet sig for at begå selvmord på sin 13 års fødselsdag, med mindre hun kan finde en grund til at forblive levende: Hvis hun kan finde en smuk tanke eller en skøn kropsbevægelse, vil hun genoverveje, om det alligevel er værd at leve.

En dag flytter en japaner, Kakuro, ind i en af lejlighederne, han gennemskuer hurtigt både Renée og Paloma, og disse 3 udadtil meget forskellige personer begynder at tale sammen og et venskab bygges op. Renée og Kakuro har mange fælles interesser, og de tænker på samme måde, men Renée har det svært med at tro på et venskab på tværs af klasseskel.

Bogen veksler mellem Palomas 2 dagbøger og Renées betragtninger samt hendes beskrivelser af de daglige gøremål og begivenheder i ejendommen.

Nogle kapitler i bogen er skrevet i et let og let tilgængeligt sprog, mens andre er præget af lange, snørklede sætninger, fyldt med fremmedord, ja, mange afsnit fik jeg ikke meget mening ud af, da jeg ikke synes det er sjovt at skulle slå ord op i en fremmedordbog, mens jeg læser en roman. Et eksempel: “Hele fænomenologien hviler på denne opfattelse: at vores evne til at reflektere over os selv, vores ontologiske adelsmærke, er det eneste, som er værd at studere, fordi den redder os fra den biologiske determinisme.” Ikke forstået.

Disse afsnit gjorde, at bogen var noget tung at komme igennem. Det er en bog, der er meget præget af tanker, og mindre af handling. En skildring af nogle i sandhed meget specielle personer.

Lån bogen på Bibliotek.dk