Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet af Nicklas Buch
191
2019
9788702288605
I teorien er Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet alt det jeg ikke kan lide.
Det er en debut, den er selvbiografisk og der er ingen ghostwriter.
I praksis elsker jeg den.
Anmelderne er delte. De professionelle, der er ansat giver den ikke meget ros. Freelance anmelderne, alle vi andre, der anmelder “for sjov” roser den meget mere.
Nicklas Buchs hovedperson er opvokset hos sine oldeforældre. Det var nødvendigt for oldeforældrene at tage ham til sig, for ellers var han havnet for fremmede mennesker, for mor var narkoman. Ganske vist mere eller mindre aktiv narkoman, men ikke desto mindre ikke i stand til at tage vare på sit barn.
Hovedpersonen flytter dog hjem til mor, efter oldefarens død. Han er teenager, opvokset ved gamle mennesker, der ikke har åbnet hans øjne for den del af tilværelsen han nu møder. Smarte kammerater, der vil score og tage stoffer. Bare sådan lidt. Men det er Nicklas bange for, hvad nu hvis han ligner sin mor og bliver afhængig.
Samtidig med at Nicklas skal styre sit eget liv, skal han også styre sin mors. For forandringen fra misbruger til mor er stadig ikke nem for hende:
“07.11.2018. Karate hedder det. Hendes arm spænder ned til tæerne, hvor fingrene prøver at gribe fat. Åndedrættet bidrager tl det tekniske i positionen. Sveden pibler ned ad hendes pande og bliver tørret bort af en hånd. Det er tydeligvis hårdt. Hun er ikke i form.
– Pokkers, siger hus og pruster. Din tur.
Jeg gider ikke. Jeg ler, Alligevel tigger hun mig om at deltage i forandringen. Som om det er en forandring, vi skal gennemleve sammen.”
Det er ikke sikkert, om Nicklas’ mor kommer ud på den anden side, som forandret forælder. Om hun kommer til at kunne referere til sig selv som værende eks-narkoman.
Men Nicklas skal nok klare den. Ved at læse morens dagbog erfarer han, at alle hendes forsøg kommer fra et godt sted, hendes kærlighed til ham og hendes ønske om at være der for ham.
Jeg holder af tonen i denne bog. Det er tydeligt, at Nicklas Buch har haft behov for at fortælle sin historie, men at han samtidig gerne vil bruge et for ham meningsfuldt sprog. Bogen er en sammenblanding af moderens dagbog, nutidsklip, hovedpersonens erindringer. Det virker godt, at hovedpersonen trods sin unge alder lærer at forholde sig nuanceret til sin mor og ønsker at tro på hendes forandring selvom hun gang på gang har svigtet ham.
