132
2017
9788740947441
1. udgave, 1. oplag
Her møder vi Meretes bornholmske familie/slægt. Det er en historie som strækker sig fra 1900 og frem til i dag, og hvor man møder alle lag i familien på Bornholm. Peter og Johan som de bærende punkter, deres ægteskab og deres børn, børnebørn osv.
Vi er med når det går godt, vi er med når der er dødsfald og sygdom, og vi er med mens krigen står på. Da der erklæres fred er det som om resten af Danmark glemmer Bornholm lidt, for i hvert fald ender det med bombardementer og det er først lidt senere at freden reelt kommer til øen. Vi følger når nogen i familien rejser til USA og hjem igen. Mange rejste efter hvor man kunne få arbejde, og ellers klarede man sig på bedste beskub. Og selv om der er fattigdom i familien op igennem tiden, så formår de alligevel at holde sammen og endda være noget både for hinandens børn og for plejebørn, som de tager til sig. Der er en stor rummelighed og en grundlæggende kærlighed som ikke er til at tage fejl af.
Vi hører om skilsmisser, konfirmationer, fødsler og død. Og vi får et indblik i at de mænd som kunne noget med hænderne fungere som en ret vigtig del i familien, da der undervejs også er nogen som bygger hus. Man kan ikke undgå at få en hvis respekt for at man klarede sig så godt, selv om ens vilkår ikke var de bedste.
Og kvinderne arbejdede mindst lige så hårdt på at holde hjemmet, have små jobs og passe børn med mere. Så der har aldrig været nogen som har fået lov at undlade at bidrage med noget. Men det har samtidig bragt et godt sammenhold med sig, selv om familien med tiden mister noget kontakt til hinanden. I dag er der dog noget kontakt igen, og forfatteren har fået en unik mulighed for at skrive om denne del af hendes familie gennem samtaler, kirkebøger og research. At hun så fortolker lidt frit i hvordan de forskellige personer har tænkt gør ikke noget, da man på den måde får en sammenhængende historie. Dog havde lidt ekstra korrekturlæsning ikke skadet, men det skæmmer ikke bogen heldigvis.
En fin fortælling som kan anbefales hvis man interesserer sig lidt for slægtshistorier, for Bornholm eller bare gerne vil læse en historie om en familie for hvem sammenholdet har været det vigtigste op gennem tiden!