512
2008
978-87-7973-304-6
Perlmanns Schweigen
Den højt respekterede sprogforsker Philipp Perlmann har arrangeret en månedlang konference for lingvister til trods for at han fagligt er gået helt i stå. Han føler et voldsomt præstationskrav, men har intet at fremlægge og og efterhånden som tiden går, bliver han stadig mere desperat. I sin kvide finder han på at bedrage sine kolleger ved at fremlægge en tekst af en ukendt russisk forsker som var det hans egen. Helt uventet melder russeren imidlertid sin ankomst til konferencen og Perlmann går nu totalt i panik. Han kan ikke leve videre med skammen, der følger med en afsløring og planlægger en ulykke, der skal tage livet af både russeren og ham selv i et forfængeligt håb om at skjule svindelen og sikre hans eftermæle.
Forskningsmiljøet fremstilles som en skånselsløs jungle. Konkurrencen er benhård, selvhævdelse, forfængelighed, hemmelighedskræmmeri, nedgørelse og mistillid er normen og paranoiaen truer. Det er så pinefuldt at leve sig ind i Perlmanns dybe krise, at man ind imellem krummer tæer.
Det, som gør “Perlmanns fortielser” til en af de mest betydningsfulde bøger, jeg har læst, er imidlertid Merciers behandling af begrebet “nærvær”. Jeg tror ikke det er tilfældigt, at bogens hovedperson er sprogforsker. Sproget som grundlaget for alt, hvad der gør mennesket til noget særligt, vores bevidsthed, selvforståelse, tænkning osv., bliver her nærmest en hindring for oplevelsen af virkeligt nærvær.
Mennesker har problemer med nærværet – at være til stede i nuet – tankerne kommer gang på gang i vejen. En hund er stort set altid nærværende – mennesker tænker for meget! Enten kører tankerne rundt i fortiden eller også planlægger vi for fremtiden.. Perlmanns dybe krise er forbundet med hans ønske om og søgen efter et nærvær, som konflikter med hele hans tankesæt og videnskabelige arbejdsmåde.
Den svigtende evne til at være til stede i nuet er måske den pris menneskene betaler for deres intellekt. Mercier, som selv er udpræget intellektuel, synes uden tvivl, at det er en høj pris..
Dejlig forsideillustration i øvrigt!