Pasfotos af Einar Már Gudmundsson

Halli og hans ven Jonni tager til Norge for at tjene penge. Meningen er, at de skal spare op og samme rejse Europa tyndt. Men Jonni træffer en pige, og vil pludselig kun til Rivieraen med hende. Halli er skuffet, føler sig svigtet, men Jonni har ordene i sin magt, og er helt klar i spyttet om, at man ikke kan forvente noget af andre.
Halli er digter og tekstforfatter og ser verden gennem andre forfatteres øjne. Det er uvist for mig, hvor meget han egentligt oplever selv. Han er ung og overordentlig reflekterende over sit liv, menneskers egenskaber og andre forfatteren.
Einar Már Gudmundsson refererer gennem Halli hele tiden til andre forfattere og jeg har meget svært ved at se forbi al den name dropping. Det er en skam. For hvis man formår at se forbi det, står teksten tilbage som værende en fin skildring af et ungt menneskes søgen efter indhold i livet.
Hallis arbejde i Nordnorge er flot beskrevet. Der lægges ikke fingre imellem og man kan som læser levende forestille sig, hvordan der er for den unge hovedperson at være landet imellem arbejdsmænd, der arbejder, drikker, sover i en uendelighed.
På bagside teksten står der “…og da vi mindst venter det, dukker selveste kærligheden op.”
For mig fylder kærligheden ikke specielt meget i bogen. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil karakterisere det vores hovedperson oplever som værende kærlighed. Hans håndtering af følelsen og den måde han agerer på er for mig at se ikke kærlighed, men ikke desto mindre falder det fint i tråd med det samlede billede af den unge digter.

Lån bogen på biblioteket