Pandekagehuset af Carin Gerhardsen

“På signal fra Hans styrter de ivrigste tilbage over gaden og kaster sig over ham. Resten af børnene følger efter som blodtørstige hunde, og tilbage står Katarine, forundret og lettet: Det var alligevel ikke hendes tur denne gang………Hvorfra kommer den opfindsomhed? Og det ubrydelige broderskab, som omfatter de enogtyve, måske toogtyve, ud af de treogtyve børn? Og det uudtalte lederskabs indlysende autoritet, når halvdelen af børnene pludselig i en entusiastisk enighed er i fuld gang med at binde en skrækslagen lille dreng fast til en lygtepæl med sjippetove og halstørklæder, mens den anden halvdel samler sten til at kaste efter ham?”

Det lille barn er Thomas. Han er seks år. Denne og lignende episoder lægger kimen til hele hans selvopfattelse, for er man i virkeligheden noget værd, når andre behandler en sådan. Og selvom han måske nok ikke selv som barn bevidst tolker på det faktum, at lærerinden går forbi ude på fortovet, vinker til “den fastbundne dreng og hans legekammerater”, så må det alt andet lige gøre noget ved ens tillid til omverdenen, og de voksne, at de blot passivt ser til.

Da kriminalkommissær Sjöberg fra Hammarby Politi i Stockholm kommer til for at opklare mordet på Hans Vannerberg følte jeg mig som læser overbevidst om, at morderen var smak lige foran snuden på politifolkene. Flere mord kommer til og politifolkene er set med læserens øjne umådeligt langsomme om at opdage sagens rette sammenhæng. I lang tid er jeg trættet af politiets inkompetence og overvejer gevaldigt at lægge bogen fra mig. Senere viser det sig så, at jeg er mindst ligeså dårlig til at opklare mordgåder, og Carin Gerhardsen tager stikket hjem og leverer en hidtil uset facet af barndommens oplevelser.

Når jeg nu knuselsker slutningen kan det virke overraskende, at bogen ikke får flere end tre stjerner. Det skyldes primært to faktorer. For det første er det citat, der indleder anmeldelsen for mig at se det eneste sted, hvor motiv til hændelser sådan rigtigt sættes under lup, og det er noget jeg vægter meget højt.
For det andet finder jeg, at personerne er temmelig flade og unuancerede.

Men jeg er ikke afskrækket og er spændt på at se, om især Sjöberg og hans kollegaer bliver til mere fyldige karakterer i de øvrige bøger i Hammarby-serien serien, som pt. er på otte bind.

Lån bogen på bibliotek.dk