Oprører af Louise Haiberg

Den landede i min postkasse, stor, tung og med et smukt og sigende cover. Og jeg glædede mig allerede.

Min første danske Urban Fantasy! Mine forventninger? De var blandede, for jeg har ikke før denne læst Urban Fantasy af en dansk forfatter. Blev mine forventninger indfriet? Bestemt!

Dominic Dæmondræberen. Dette er navnet på den karakter, som vi i hovedparten af historien følger. Bogen er inddelt i to bind, og først i andet bind blander der sig en anden karakter, hvilket er både forfriskende og aldeles veltilrettet. Derudover benytter forfatterinden et utroligt spændingsopbyggende trick i sin måde at inddele kapitlerne på – som for det meste er med cliffhangers a la “jeg får sgu ikke sovet i nat alligevel!” når man skal have et enkelt kapitel før sengetid.

Dominic er selv dæmon. Livet er fint, mens man torturerer sjæle, adlyder den faldne engel Lucifers ordrer og broderer korssting i sin fritid fra sit højtliggende palæ i Helvede med udsigt over lavasumpen. Men noget er sgu for kedeligt for denne ellers så karrierebevidste dæmon, Dominic! Lidt adspredelse skal der til, og så finder han livsgnisten igen! Et absolut forbudt sted! Og hvilket sted kan man forvente at finde en sarkastisk tillagt dæmon? Her! På mellemetagen mellem Himlen og Helvede, hvor livsglæden er at drille dæmoner og studere menneskeheden i al sin brogede tilværelse. Sort humor, mørk humor, sarkasme så det driver og eder i lange baner. Dette danner rammen om en dæmons udvikling til noget, ikke engang han kunne have forudset, da han deserterede Helvedes rækker – til en… helt? Til en engels ven? Til en, som har huskat?

Ca. 2/3 igennem bogen overvejede jeg humoren. Om den var “for meget”. Men ser man udelukkende på handlingen og karakteren og fjerner det sarkastiske og de humoristiske indslag, ville historien være så mørk, rå, voldelig og sorgfuld, at humoren er den balance, der gør, at man kan tygge sig igennem Dominics tilværelse. Og hans sarkasme er nok for, at han selv kan. Humoren blandet med handlingen gør, at man føler og skraldgriner med ham! Nåh ja, og sexen. Dominic har en svaghed for rødhårede kvinder, og dem præsenteres læseren for en del af.

Som beskrevet er dette min første Urban Fantasy, og jeg var måske lidt bange for, at det hele blev så “supernatural” at jeg ikke kunne følge med. Forfatterinden formår dog at skildre både dæmoner, engle, faldne engle, hekse osv. med så stor menneskelighed, at historien bliver troværdig – selv hvorfor menneskerne ikke kender til dem. Dette endda i et historisk lys.

Det er den første bog i en serie, som jeg p.t. har forstået ender på tre bind. Jeg venter spændt på næste, og glæder mig til at følge Dominics udvikling samt tilbringe mere tid i hans selskab.

Lån bogen på biblioteket