Ondskab af Varg Gyllander

Det er ikke til at skelne skidt fra snot på krimimarkedet – udgivelserne kastes på et i forvejen oversvømmet marked. Med de nye forlag der giver amatørskribenter mulighed for at udgive egne værker, står det enhver frit for at udgyde sig på skrift, så når der endelig er nyt under solen er der virkelig grund til fest, og svenskerne har nu fostret lidt af et guldæg: Sig hjertelig velkommen til forfatter Varg Gyllander.

Men lad os lige bevare jordforbindelsen et øjeblik endnu, for som sådan kan ”Ondskab” ikke beskyldes for at være hverken banebrydende eller nyskabende. Men i forhold til en skandinavisk krimitradition fører den fermt fanen videre fra urfædrene Sjöwal og Wahlöö. Ham Gyllander kan noget med karaktererne, han VIL noget med dem, og de skæbnesfortællinger der fortælles på vej mod opklaringen, kommer fra en mesters hånd. Gyllander har med en professionel fortid som pressesekretær ved svensk politi styr på det faglige, både det polititekniske samt skriveriet. Og det er her han ligger afstand til konkurrenterne.

Alt er ellers ganske som det kan forventes: man tager et mord, en midaldrende lettere udbrændt kriminalmand, et par rummelige faste bifigurer (kolleger), mistænkte og gerningsmænd, giver dem en knivspids privatliv, og voila! Endnu en skandikrimi er født. Men hvor andre forfattere forfalder i letlæst privatlivsfnidder, har Gyllanders personer det som en klassisk Martin Beck – privatlivet er en vedkommende og uafviselig del af fortællingen. Selve krimiplottet ville ikke fungere uden, de er hinandens Ying og yang. Helheden er udført med finesse, plottet elegant og stramt eksekveret – femikrimidronninger der disker op med skrivekunst a la ‘Ude og hjemme’ er chanceløse her.

Hjernedød action eller stærkt fortænkte, konstruerede plots er en saga blot, og halleluja for det. Konsekvensen af den jordnære krimigåde er manglen på de sensationelle overraskelser, hvilket gør at man forholdsvis nemt gennemskuer hvem gerningsmanden er. Men gør det noget?

Der er ikke mange anker, og dog: Selv uden kendskab til politiets hverdag undrer det, når hovedpersonen Ulf Holtz er kriminaltekniker, men opfører sig som en kriminalkommisær og leder og fordeler opklaringsarbejdet. Jeg tillader mig at stole på at forfatteren har styr det faglige qua sin baggrund, og lader mig opsluge af en god historie.

At vor hovedperson er ligeså kedelig og grå som selveste Martin Beck, gør ikke historien ringere. Til alt held har Gyllander udstyret Holtz med et ukontrollerbart temperament, så Beck-analogien ophører hurtigt.

”Ondskab” er nummer to i en planlagt serie på ti bøger. Den første ”Graffittimordene” skulle være ret elendig, men jeg vil dog give den samt kommende bøger en seriøs chance.

Den svenske titel er i øvrigt meget mere passende, men af uransaglige årsager har oversætteren ment at ”Ondskab” var et hit, hvilket bogen – og ikke titlen, absolut er.

Lån bogen på bibliotek.dk