470
2023
9788793660410
1.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, jeg holder meget af drabsefterforskeren Louise og den pensionerede politimand Hans. De to figurer kan bare noget i mod- og medspil med hinanden. Derfor har jeg også glædet mig til at læse Rød hævn 4 Ond Kemi. Louise har nu forladt Lolland og er flyttet ind hos sin gamle kæreste Mark, indtil hun finder en bolig. Hun er også langsomt ved at vende tilbage til sit gamle job i Afdelingen for Personfarlig kriminalitet på Teglholmen, men er stadig meget påvirket af sit traume efter mødet med den nu afdøde Barber.
Louise er dårligt nået at starte da liget en ung pige bliver fundet af en hundelufter ude på et gammel fabriksområde. Pigen har været udsat for grov vold og voldtægt, men der er ikke nogle entydige spor at gå efter. Samtidig er Stine Louises niece kommet op at skændes med sine forældre, så hun stikker af hjemmefra og ender med også at flytte ind hos Mark. Endnu en dræbt pige bliver fundet, denne gang er det en Stine kender, og da Louise ikke vil fortælle noget om efterforskningen, begynder Stine selv at lege detektiv. Hun møder op i den fodboldklub veninden var med i, og hun søger samtidig oplysninger på nettet for at finde ud af hvad der er sket. Medens alt dette sker, udfordres Hans af nogle problemer på Dagys café, og ikke uventet kommer Hans og Louise til at krydse hinandens spor.
Som vanligt når man kaster sig over Nis Jakobs bøger, er der tale om vel disponeret og godt skrevet håndværk. Dette er atter en bog som simpelthen ikke er til at lægge fra sig, der sker så meget og tingene bliver elegant flettet ind i hinanden. Ud over det kriminelle plot, er Nis Jakob god til at få vores samtid til at være en medspiller i sine bøger. Denne gang kommer man uvilkårligt til at tænke på en vis byggesag på Amager fælled og nogle frøer der spændte ben. Der er også nogle figurer i bogen det minder mistænkeligt meget om kendte danskere, så endnu en højaktuel meget spændende krimi…. Nu venter vi bare på femmeren. Bogen kan også tilgås som lydbog på Mofibo med Dan Schlosser.
Nis Jakob (1961) vidste allerede som tiårig, at han ville være forfatter, og har siden sin debut i 1999 med Syv dage i District Copenhagen på Tiderne skifter, udgivet adskillige anmelder roste spændingsromaner på etablerede forlag. Fra 2011 har han udgivet sine bøger på forlaget Billige eBøger/ JAKOBSs Press og har ofte toppet bestsellerlisterne
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af JAKOBs PRESS, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.