Omina af Naja Marie Aidt og Mette Moestrup

For et par år siden udkom digtsamlingen ”Omina” af Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. I anledning af bogens udgivelse blev de to forfattere interviewet til en forfattermorgen på deres forlag, Gyldendal, hvor jeg overværede interviewet. Under dette interview husker jeg, at Naja Marie Aidt nævnte, at der var flere af digtene i denne bog, som hun ikke engang selv forstod selvom hun har været med til at skrive dem.

Nu har jeg så endelig taget mig sammen til at læse ”Omina”, primært fordi jeg ved Naja Marie Aidt er dygtig til at skrive – tænk bare på den fine novellesamling ”Bavian”.

Efter at have læst ”Omina” må jeg erkende, at der er en del af digtene, som jeg faktisk heller ikke forstår – og så var det lidt op ad bakke med at få taget sig sammen til at læse resten af bogen færdig.

Jeg er sandt at sige ikke specielt imponeret af digtene i denne bog. Mange af digtene fremstår uforståelige, ganske uden retning og mening. Denne mangel på mening betyder dels, at jeg havde svært ved at fastholde interessen, men også, at jeg ikke kunne udlede hvad det var forfatterne ville sige med lige netop denne bog. Måske ikke så sært når en af forfatterne selv dårligt nok selv forstår hvad hun har skrevet.

Manglende retning og mening gør det også vanskeligt, hvis ikke ligefrem umuligt, at referere hvad digtene handler om – for jeg ved det ganske enkelt ikke. Der er heller ikke rigtig temamæssig sammenhæng i digtene, så jeg kan heller ikke påstå, at alle digtene kredser om et eller flere bestemte emner, som forfatterne ønsker at gøre os klogere på.

Det bliver 1 stjerne herfra, jeg leder stadig efter mening og sidder tilbage med fornemmelsen af, at have spildt min tid – men så er det jo heldigt, at bogen ikke er særlig lang, så jeg nåede trods alt at læse bogen færdig.

I skrivende stund er denne bog nummer 1 på min liste over de dårligste bøger jeg har læst i 2019 – men det er jo kun 1. februar, så der kan nå at ske meget endnu.