Om døde ej opstår af P. B. Kerr
485
2010
978-87-7053-505-2
If the dead rise not
“Om døde ej opstår” tager læseren med tilbage til 1934, hvor Bernhard Gunther forelsker sig i den underdejlige, amerikanske forfatter, Noreen Charalambides, som planlægger at skrive om antisemitisme, diskrimination og korruption til de amerikanske aviser. Tilskyndet af Noreen foretager Bernie et afgørende jobskift fra hotel- til privatdetektiv og bliver rodet ind i flere mordsager, som har sammenhæng med forberedelserne til de olympiske lege i Berlin 1936.
Manglende sikkerhed for de tusindvis af ulovligt ansatte, svindel med licitationer, bestikkelse, afpresning og mord.. Alt sammen en følge af de lukrative forretninger, der kunne gøres i forbindelse med det gigantiske prestigeprojekt. Avery Brundage, den senere præsident for Den Internationale Olympiske Komité 1952-72, får en hilsen med på vejen af Kerr. Som amerikanernes repræsentant tog Brundage til Berlin for ved selvsyn at konstatere, at der ikke var nogen tegn på jødeforfølgelse eller anden diskrimination, og forhindrede derved en truende amerikansk boykot af OL i 1936. Til gengæld tjente han så mange millioner på den kontrakt, som han fik på at bygge Tysklands nye ambassade i New York. Ikke så underligt at ordet korruption altid har klæbet til IOC’s top!
Under sin selvmorderiske efterforskning krydser Bernie klinger med den amerikanske gangster Max Reles, som er dybt involveret i korruptionen. Opgøret mellem Gunther og Reles ender i en remis, som tvinger Bernie til at opgive Noreen.
20 år senere er Gunther ad omveje havnet i Havana, hvor han en dag løber ind i Noreen, som sammen med sin datter, låner vennen Ernest Hemingway’s hus, efter at hun har fået problemer med senator McCarthy’s antikommunistiske komite.
Desværre har Max Reles også fundet vej til Cuba, hvor han tilhører magteliten omkring den korrupte præsident Battista. Reles har nu kastet sine begærlige øjne på Noreens datter og Bernie må atter en gang træde i karakter.
Ufatteligt, at Kerr kan blive med at holde så højt et niveau i sine stadigt tykkere bøger om den tyske privatsnuser Bernhard Gunther. Hans barske, sorte humor er en flod, der aldrig tørrer ud.
Og utroligt at Bernie kan blive ved med at slippe godt fra at svine nazister til, at angribe og udstille deres stupiditet og manglende anstændighed. Jeg kommer altid til at tænke på Humphrey Bogart’s hårdkogte figurer, som Marlowe og Sam Spade, når jeg følger med i Bernies respekt- og frygtløse fremfærd. Trods den alvorlige baggrund føler man sig ualmindelig godt underholdt!
