Og vi kom over havet af Julia Otsuka

1919. Et skib er på vej over Stillehavet. Om bord er en gruppe unge japanske kvinder, på vej til deres kommende ægtemænd i USA. Deres kufferter er pakket med silkekimonoer til bryllupsnatten, kalligrafipensler og rispapir til brevene hjem, små beskyttende buddhafigurer og fotografier af deres tilkommende – de fremmede som har lovet at tage imod dem på kajen i San Francisco.

I otte kapitler beretter “postordrebrudene” hver især om den lange skibsrejse på nederste dæk, hvor de forestiller sig deres fremtid i det ukendte land, om ankomsten til Californien og bryllupsnatten, om det hårde arbejdsliv som medhjælpende hustruer, som frugtplukkere og daglejere på landet og stuepiger og barnepiger i byen, om kampen for at tilegne sig et nyt sprog og en ny kultur, om deres forhold til “de hvide”, om fødsler og opfostringen af børn, som ender med at forkaste deres afstamning og deres historie, og om tiden efter den dag i december 1941, hvor de sammen med deres familier udpeges som forrædere og sendes til interneringslejre.

En sjælden gang falder man over en bog der griber hårdt fat om sjælen, og klemmer til. “Og vi kom over havet” er en sådan bog.

Julie Otsuka benytter en fortælle teknik jeg aldrig har set før, men den er helt fantastisk til denne beretning. Selvom bogen blot er på lidt under 200 sider, føles det som om man har læst 20 japanske kvinders selvbiografier ud i en køre – uden at det bliver for meget.

Det er ikke fair blot at citere et enkelt sted, for hele bogen burde citeres. Men i kapitlet “Børnene”, skriver Julie Otsuka bl.a.:

“Nogle af dem var stædige og egensindige og ville overhovedet ikke høre efter hvad vi sagde. Andre var mere ordentlige og afklarede end Buddha. Han kom smilende til verden. En elskede sin far højere end nogen anden. En kunne ikke fordrage klare farver. En ville ikke gå nogen steder uden sin blikspand. En vænnede sig selv fra da hun var tretten måneder gammel, ved at pege på et glas mælk på køkkenbordet og sige til os: “Mig ha’.” Flere var forud for deres alder i klogskab. Spåkonen fortalte os at han kom til verden med en gammel mands sjæl. De sad som de voksne ved spisebordet. De græd aldrig. De beklagede sig aldrig. De lod aldrig deres spisepinde blive stående i deres ris. De legede med sig selv hele dagen uden en lyd, mens vi arbejdede i marken i nærheden.”

Hele tiden denne kollektive fortælling, så man aldrig rigtig ved hvem der fortæller – og det er også ligegyldigt, for det er deres fælles historie der bliver fortalt.

“Og vi kom over havet” fortjener mindst det dobbelte antal stjerner, i forhold til de fem der er maksimum på Bogrummet.

Lån bogen på bibliotek.dk