Øen af Victoria Hislop

Mine forventninger til denne bog var store – dels har den fået fine anmeldelser og dels synes jeg det lød fantastisk spændende med en græsk spedalskhedskoloni – en ø, hvor man sendte de spedalske til.

Historien tager sit afsæt i 2001, hvor engelske Alexis skal med sin kæreste på ferie på Kreta. Alexis ved, at hendes mor Sofia stammer fra Kreta, men hun har aldrig villet tale om sin opvækst der. Da Alexis skal af sted, giver moderen hende et brev med til en gammel veninde på Kreta og beder hende overbringe det, når hun når frem. I brevet beder Sofia veninden fortælle Alexis alt om hendes barndom, opvækst og hvorfor hun rejste væk fra Kreta. Og veninden fortæller Alexis historien om “øen” og om hendes græske familie.

Det er en historie om to søstre – der er som nat og dag – den ene ren og uskyldig, den anden kold og beregnende. De bor sammen med deres far, der er fisker og deres mor, der er lærer – men en dag bliver moderen spedalsk og sendes væk på øen Spinalonga og faderen må opfostre de to piger alene.
En tragisk skæbne, da faderen samtidig er færgemand til øen – han bringer varer til de spedalske, og han ser derfor moderens forfald, hver gang han besøger øen.

Hertil er historien faktisk ret god og fængende, men så går der for meget ugebladsroman i den.

Den kolde og beregnende søster gifter sig – ikke af kærlighed – men for at komme til tops i det lille samfund, og hun glemmer helt sin far og søster for al den rigdom, hun nu omgiver sig med.

Imens passer den rene og uskyldige datter faderen og det lille hjem, og er lige ved at acceptere sin skæbne som gammeljomfru, da søsterens mands fætter kommer forbi og charmerer det lille grå væsen. Men lige før brylluppet skal stå, bliver hun spedalsk, og faderen må sejle hende ud til øen, så hun må opgive sin kærlighed. Snøft.

Plidder-pladder – men det bliver værre endnu, for søsteren bedrager sin mand med fætteren – og får en lille datter = Sofia med ham – og så vil jeg ikke fortælle mere, hvis nogen skulle få lyst til at læse bogen, der rummer endnu flere klicher.

Jeg synes, at historien om øen – der faktisk findes i virkeligheden – er spændende, og fandt det også interessant at læse om det lille samfund, de spedalske fik bygget op. Jeg blev også rørt over at læse om arbejdet med at finde en kur mod spedalskheden og glæden, da de spedalske kunne forlade øen, mange af dem som helbredte.

Gid Victoria Hislop havde holdt tøjlerne lidt strammere og ikke var faldet i fælden med at gabe over alt for mange scenerier. Jeg synes romanen var for lang og de mange klicher trak ned i min læseglæde.

Jeg er ikke i tvivl om, at bogen kunne filmatiseres, men er bange for at det ville blive en tøsefilm hvor hjerte rimer på smerte.

Lån bogen på Bibliotek.dk