Odefabrikanten af Nicolaj Stochholm
57
2011
978-87-02-10824-8
Nyt møder gammelt i Nicolaj Stochholms ‘Odefabrikanten’, en samling hermetiske centrallyriske digte, der for langt størstedelen har noget bevidst altmodisch over sig i såvel form som indhold. Noget så gammeldags som eksistens, det store JEG, behandles side om side med æstetiske og samfundskritiske refleksioner, troen på digtets højere erkendelse og følsomt registrerede hverdagssituationer, alt sammen kørt igennem Stochholms fuldt ud analoge metaformaskine, ofte støbt i klassiske firliniede strofer, her og der sniger et par rim sig ind og der optræder sågar et par urimede sonetter. Stochholm er heller ikke bange for patos, tværtimod, det gennemsyrer samlingen på en måde man sjældent ser i dag og det er på sin vis både forfriskende og smittende.
Samlingen falder i tre dele, alle med titel taget fra pop- og rockmusikkens verden, ligesom bogens motto er Jefferson Airplanes ”Don’t you want somebody to love?”. På denne måde synes Stochholm at ville trække tråde tilbage fra klassisk tid, dengang hvor lyrik blev ledsaget af musik og sunget, til i dag, hvor det netop er i pop- og rockmusikken man finder samme symbiose mellem ord og toner.
En væsentlig kvalitet ved digtene er desuden deres musikalitet. Stochholm har en egen vuggende rytme som det er en fornøjelse at flyde med i. Det er digte der fortjener at blive læst højt.
En ting der også bør nævnes er det ukonventionelle, meget personlige noteapparat, der uden spor af nøgternhed, forklarer og fortæller mere end noter normalt gør, dog uden at man som læser nødvendigvis synes man er blevet klogere af den grund. Mere end noter er de en selvstændig del af kunstværket, et overraskende prosaappendiks som det er en fornøjelse at læse.
‘Odefabrikanten’ vil ikke gå over i litteraturhistorien som en skelsættende digtsamling, men mindre kan heldigvis også gøre det, og min sympati for Nicolaj Stochholm er bestemt ikke blevet mindre efter at have læst den. Blandt højdepunkterne er langdigtet ‘I den hvide by’:
“…og derfor står jeg her og smiler / og omfavner og omfavner mig selv / igen som om mit eget liv er åbnet / af en fremmed med fingre af sølv / for bogstaverne er sat og de er / helt rene i deres mørke glødetråd / for jeg står plantet i det hvide træ / hvide asketårne og indfaldsveje af det / pureste støv og de hilser mig som / ikke eksisterer her ligesom de heller /aldrig nogensinde har været til syn / som andet end de figurer der er nu / de hjælper mig op de klæder mig / i hvidt og holder mine hænder mens / sjælene springer ud af min mund.”
