Ny finsk grammatik af Diego Marani

Lad dig for guds skyld ikke narre af den tørre titel!

”Ny finsk grammatik” er en spændende og medrivende roman, der har ligget nr. 1 på bestsellerlisterne i England og er oversat til mange sprog. Romanen er første selvstændige bog i dét, forfatteren Diego Marani selv kalder en lingvistisk trilogi. Bag det ydre plot løber et spor, der handler om sprog og identitet.

Bogen starter i 1943 i den italienske havneby Trieste. En mand findes svært kvæstet og bringes ombord på et tysk hospitalsskib. Lægen, der behandler ham, er oprindeligt selv fra Finland, og da der i den ukendte mands tøj findes en mærkat med navnet Sampo Karjalainen, går lægen ud fra, at hans patient også er finne.

Tja, hvem ved? Vores hovedperson, som vi i mangel af bedre kan kalde Sampo, har nemlig mistet hukommelsen. Fuldstændigt. Han aner ikke, hvem han selv er; hvor han kommer fra; hvilket sprog han burde tale og tænke på. Ikke engang sine egne træk i spejlet genkender han. Han er helt blank.

Sampos held er, at lægen i Trieste og senere en noget anarkistisk og lettere fordrukken præst i Helsinki fatter sympati for ham og begge yder en kolossal indsats for at hjælpe ham. Men det er op ad bakke. Sampo er tvunget til at “skabe sig en personlighed og et sprog ved ren og skær viljestyrke.”

I Finland er de tyske styrker på flugt fra russerne, der selv har tænkt sig at sluge det aflange, nordiske land i én lækker mundfuld. Det bliver en blodig affære, og til det militærhospital, hvor Sampo har fået tildelt kost og logi, strømmer hårdt sårede soldater.

Sampo er dog underligt upåvirket af al virakken omkring ham. Han kan kun fokusere på, at han ikke aner, hvem han er. Og så har han hænderne fulde med at lære det komplicerede finske sprog med de mange kasus og bøjninger helt fra grunden.

Diego Marani genskaber flot et krigsformørket Helsinki og de særegne træk ved folket i de tusinde søers land, som er så forskelligt fra deres skandinaviske og russiske naboer. Med psykologisk finfølelse graver Marani ned i det næsten ubærlige traume, det må være at miste sit sprog og sin identitet og prøve at finde sig selv i en fuldkommen ukendt kultur.

Ak ja. Vores fortvivlede Sampo møder den søde, fregnede sygeplejerske Ilma med de let nedbidte lillefingernegle. Med hende vandrer han igennem et bidende koldt Helsinki, syngende en nationalromantisk militærmarch, og de ender i en park ved de gode minders træ, som hun fortæller om.

Men Sampo har jo ingen minder; hverken gode eller dårlige. Ilma prøver at trøste ham med, at alle er ligeglade med et eventyrs start, man er kun interesseret i dets fortsættelse og slutning. En kærligt udstrakt hånd. Spørgsmålet er bare, om man evner at tage imod kærlighed, når man ikke ved, hvem man er?

Lån bogen på biblioteket