Nordkraft af Jakob Ejersbo

Socialrealisme, der får andre end landets samlede dansklærerstab til at klappe hænderne sammen om kinderne i begejstring, ses ikke hver dag. ”Nordkraft” kaprede både kritikere, dansklærere og resten af den læsende befolkning, da den udkom i 2002. Og det er ganske vist. Nutidig socialrealisme fra Aalborgs slum kan være opløftende og spændende og give forfatteren De gyldne Laurbær og oplag på oplag.

Det kan godt være, at der ikke sker en fløjtende fis i Nørre Sundby lige ovre på den anden side af Limfjorden, men som læser kan man være fristet til at tro, at det nok er en god ting: ”Nordkraft” består af tre historier, hvis persongalleri hører til i de slummede dele af Aalborg. Hovedpersonerne er alle i løbet af en relativ kort levetid kørt temmelig skævt og prøver at få deres liv til at arte sig. Historien ”Junkiehunde” handler om den 20-årige pusherfrau Maria. Hun bor sammen med pusher-Asger og to usandsynligt klamme rottweilere, Tjalfe og Tripper. Asger er den anden pusher, Maria dater. Han er meget tæt på at have røget hjernen op og er næsten lige så klam som sine hunde. Og Maria skal snart til at pakke sine støvler, hvis hun ikke vil ende samme sted.

Dialogen i ”Nordkraft” er kontant, overbevisende og giver karaktererne en ærlig chance for at fremstå som hele mennesker på trods af deres haltende omstændigheder. Det er råt og trist og håbet blusser kun for ganske få. Resten har travlt med næste hiv. For hulan hvor man æder den bog.

Lån bogen på bibliotek.dk