173
2007
87-91718-45-7
Sam McInverness er gyserforfatter. I romanens start er han indlagt på et psykiatrisk hospital, og herfra fortæller han – mod sin vilje – sin historie.
Som dreng blev han drillet for sin mangel på fysik, så da han som voksen møder den smukke Melissa, kan han ikke tro sit eget held, da de forelsker sig. Hun er handlekraftig, hvor han flygter ind i sin fantasiverden, hun er smuk, hvor han er bleg og ranglet. Alligevel bliver de to lykkelige sammen, og lykken bliver kun større, da Melissa bliver gravid, og de to gudebørn, Mike og Melody, bliver født.
Jo større den ægteskabelige lykke bliver, jo mindre bliver dog Sams evner til at skrive bloddryppende gysere, så familiens økonomi får det dårligere og dårligere. Melissa tager derfor arbejde på en lokal restaurant, og bliver gravid med parrets tredje barn – lille Manny, som bliver født alt for tidligt og ikke har gode odds. Da Sams forlægger tilbyder Sam en foredragsturné til Europa, er han derfor nærmest tvunget til at sige ja for at få økonomien på fode igen.
Selve turnéen bliver trods Sams bange anelser en succes, men som afslutning får han og familien en uges ferie på et gammelt slot, som huser en legende om en ond ond heks. Og noget er i hvert fald helt galt her …
“Når tavsheden brydes” er Benno Moes-Jørgensens debutroman, og jeg synes egentlig, han gør det ganske godt. Titlen er rigtig god, og historien hænger udmærket sammen. Der er ikke de store personportrætter, og jeg ville godt have haft lidt mere tid på slottet til at opbygge afslutningen, men alt i alt er her alligevel tale om en underholdende gyserroman, som nok især henvender sig til unge, men som også sagtens kan læses af voksne.
Forsiden er lavet af Patrick Leis og signalerer uhygge i gotisk stil – noget der hænger fint sammen med historien.