Moon Palace af Paul Auster

Moon Palace tager sin begyndelse med en ung mands ankomst til New York i midten af 60’erne. M.S. Fogg hedder han, og han skal begynde at studere. Han har forladt Chicago, hvor han efter moderens død voksede op hos sin onkel, som er jazzmusiker. Da onklen dør, mister Fogg sit eneste holdepunkt i tilværelsen og presser sig selv til det yderste for at undgå den fremtid han ikke mener, at han har. På vej ud af dette mørke møder vi sære gamle mænd med fantastiske beretninger, kærligheden i form af en ung kineserinde, togrøvere i Det Vilde Vesten, venskaber, tågede diskussioner over eksistentielle genvordigheder, dagligdagens dilemmaer, fædre der finder tabte sønner og sønner der finder tabte bedstefædre. Og meget meget mere.

Det er ikke så lidt vi kommer igennem i den unge M.S. Foggs søgen efter sin mening og dermed sig selv. Bogen er således en underfundig blanding af på den ene side eksistentiel dannelsesroman, hvor bogens hovedpersons bestræbelser på at forsage fremtiden i stedet ender med at modet til at leve vindes, og på den anden side små fantastiske historier om de små og store tilfældigheder, som livet er en unik perlerække af, og som gør os til os.

Moon Palace er således en bog, som er svær at lægge fra sig. Men når det er sagt, er beskrivelserne af den unge Foggs lidelser i bogens start temmelig tungt og trivielt beskrevet, med det resultat at Fogg til tider kommer til at virke uvedkommende og historien triviel. Det er synd, for det er ude af trav med Austers ellers levende og usentimentale skrivestil. En skrivestil, som gør resten af bogen til en fornøjelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk