Min mor var besat af Peter Øvig Knudsen

Kære Peter

Tak for en ualmindeligt vigtig, vedkommende og også virkelig spændende bog.

“Min mor var besat” handler om invaliderende depression, først hos din mor Ellen, siden hos dig selv. Hudløst ærligt og i malende detaljer inviterer du læserne med ind i et levende mareridt, som er svært at begribe, hvis man ikke selv har haft dæmonerne inde på livet.

Min egen mor døde fortvivlet med diagnosen paranoid skizofreni. Som du så rigtigt skriver, er omkostningerne for den syge forfærdende, men for de pårørende, især børnene, nærmest kvælende.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig dette udsagn: “… den afgørende betydning, som mors sygdom har haft for mig:  At jeg på et meget tidligt tidspunkt af al magt har bestræbt mig på at holde op med at være barn.”

Det er flot perspektiveret at interviewe din mors gamle venner for at høre deres syn på en historie, som har mange vinkler. Ellen var jo ikke kun et grædende, blodsugende “mormonster” – hun var også en flot, begavet, ambitiøs kvinde, der blev forkrøblet af datidens patriarkalske kønsrollemønster.

Gode tidsbilleder i øvrigt. Vi er jævnaldrende, du og jeg, og de små glimt fra 60’erne og fremefter er herligt billeddannende.

Depression? Bipolar? Det lyder så udramatisk. Derfor er beskrivelsen af din egen nedtur helt nødvendig: “En svær depression inkluderer måske i virkeligheden et så dystert forvrænget syn på verden, at den i sig selv har psykotiske eller … paranoide elementer.”

Man måber over fortsættelsen: Lukket afdeling!? Elektrochok!! Kald lige en depression udramatisk igen.

Det er gribende at læse en rationel, faktabaseret forfatter beskrive sine egne dæmoner så præcist og ja, så hudløst. Man vil så gerne hjælpe…

Tillad mig derfor et par personlige betragtninger.

Du indser, at din mor var medicinmisbruger – men næppe, at du selv er behandlingsmisbruger. Det var min egen mor nemlig. Som en lille, flittig bi fløj hun (og du) fra behandler til behandler for at suge nektar. Hver behandler åbnede en dør på klem ind til det ulmende indre; men før behandlingen var afsluttet, og døren kunne lukkes igen, var min mor (og du) videre. Dusinvis af døre på klem nærede ilden og skabte til sidst et frådende, altfortærende flammehav, der åd hende (og dig) op indefra. Drop de utallige altid velmenende, men ofte modstridende råd; find én vej.

Du indser heller ikke, at cannabis er farligt for dig. For mig, der er rask, er cannabis et vidunderligt stof, der giver indblik og udsyn. For dig rummer stoffet den samme fare som de mange behandlere: Det åbner en dør indad, som hos dig skal holdes lukket. Mine nære, kreative ven PG er havnet i en kronisk psykose, og han aner stadig ikke, hvad der ramte ham. Drop dine ellers velfortjente joints

Kærligst, Christian

PS. Tak din skæbne for din ven Mos. Hans blændende efterskrift fortæller, hvad der reelt foregik i de hektiske måneder omkring indlæggelsen på den lukkede. Sikken ven!