Mens alligatoren griner af Michael Wildenhain

Michael Wildenhain (1958) er født og opvokset i Berlin. Efter sine ingenør- og filosofistudier blev han involveret i BZ-bevægelsen, dette er også omdrejningspunktet i hans første litterære udgivelser.

“Mens alligatoren griner” er en lidt utilpasset roman, som i øvrigt har indbragt Michael Wildenhain ”Den Kunstpreis Literatur”. Handlingen foregår dels på øen Sild og dels i Berlin i 70érne. Tidsmæssigt bevæger vi os frem og til bage i tiden mellem barndom og ungdom og på elegant vis flettes handlingen sammen så den til sidst har formet bogens fortæller Matthias, så man som læser føler man kender hver en drøm og hver en følelse han bærer rundt på.

Carsten – Matthias lillebror – lever i hus 4 på et behandlingshjem for mentalt handicappede. Marta er plejer på hjemmet, og Matthias bliver vildt forelsket i hende, det bliver dog ikke til andet end et flygtigt venskab. Flere år senere mødes de igen til en forelæsning på universitetet i Berlin, og denne gang er Marta mere interesseret i Matthias. Efter lidt nølen inviterer hun ham med hjem i det kollektiv, hun bor i og han stifter bekendtskab med de mere politisk aktive i Berlin. Efterhånden som tingene udvikler sig, begynder han også at spekulere på, om det var et tilfælde, at han mødte Marta igen, eller om der ligger mere bag….

Bogen er delt op i tre dele, og især første del er er næsten poetisk langsom i sin opbygning. I del to kommer der periodisk en del teknologinørderi, som jeg finder lidt tungt at læse og forstå. Noget af det giver god mening i forbindelse med handlingen, men jeg mener godt der kunne være skåret noget væk, hvilket for mig ville have højnet læseoplevelsen. Min samlede vurdering er dog, at det er en yderst velskrevet og meget fængslende bog. Et stykke historie om en tid hvor der også var voldsom terror, det var bare relateret i klassekamp i stedet for tro, men volden var lige grim.

Lån bogen på biblioteket