Men er det sjovt af Gitte Skov

Weekendavisens bagside tegner Gitte Skovs instagramtegneserie præsenteres nu i fysisk form. Der er ingen tvivl om at Skov har formået at reducere tegneserien til noget der spiller på en digital platform, men i tilbagekoblingen til det fysiske, opstår en tegneserie, der tydeligt viser hvad der går tabt ved en digitalisering. Skovs med vilje sløsede tegnestil er der intet at udstille på, men det nedbarberede udtryk der er skabt med en smartphones skærm for øje, viser med al tydelighed at en digital tegneserie svarer til en lightsodavand: der mangler kalorier i den grafiske afdeling. Ikke at tegningerne er mangelfulde, men siderne er for stillestående, når copy/paste-teknikken tages for hårdt i brug. Det skuffer på samme måde som da Morris i sin tid begyndte at bruge samme teknik i nyere Lucky Luke album. Men det er også det eneste der er at udsætte på denne satiriske genistreg.

I selvbiografisk stil forsøger en frustreret og forvirret Gitte Skov at få opmærksomhed omkring sit arbejde på de sociale medier. Som mentor har hun sin hund Frigg, en broholmer på et par og halvfems kilo. Og det er hunden, der står på afstand af alle apps, og har langt den største indsigt i mediebilledet. Skov selv, udviser alle den telefonafhængiges reaktioner; manglende selvindsigt, og et konstant og selvfornedrende handlemønster.

For at nå ud til flere følgere forsøger Skov at finde emner at latterliggøre, uden at krænke de krænkelsesparate. En umulig opgave skal det vise sig, men til sidst finder hun faktisk et format, tilpas detaljeforladt til at hun faktisk slipper afsted med en slags muhammedtegning. Men det for en bladtegner essentielle spørgsmål “men er det sjovt” er problematisk, for hvad er en bladtegner der ikke må udtrykke sig frit?

Skov tager alle midler i brug for at udstille nutidens krænkelsesparate tendenser. Da Skov ønsker sig at blive ligestillet med sine mandlige arbejdskolleger, samme arbejdsvilkår, samme løn, udstyrer Gud hende med en gigantisk pik. Indtil da har hun ført skingre skænderier med sin meget ligefremme fisse. Det kan man kalde bramfri satire af bedste og værste skuffe.

Ciskøn, transforvirring, og alle mulige andre nyere udtryk der er kommet flyvende ind fra højre og venstre får hun flettet ind, og det er klart at Skov langt fra bifalder dem alle. Hun tager et opgør med tidens allerede udvandede og meningsløse dønninger. Et stort skulderklap for at gøre det som mange andre ikke tør.

Anmeldereskemplar.

Lån tegneserien på biblioteket