Men altså … af John Cleese

John Cleeses selvbiografi flyver direkte ind på min absolutte førsteplads blandt bøger udgivet i 2015. Den er helt exceptionelt morsom, intelligent, ærlig og fyldt med alskens anekdoter der springer hid og did fra den i grunden kronologisk fremadskridende fortælling. At John Cleese er en intelligent forfatter er selvsagt, da humoren i Monty Python er dybt intellektuel og samtidigt befriende vanvittig. Som medforfatter til Pythons sketches er han, ikke overraskende, forbasket morsom. Højlydte grin under læsningen er nærmest obligatoriske. Et meget generøst værk, hvor Cleese for alvor giver af sig selv. Hvad der overrasker er i virkeligheden hvor god en forfatter og fortæller han er, men det er der en logisk forklaring på, for han har indædt trænet sit forfattergen og betragter sig selv mere som forfatter end som skuespiller. Sammen med Graham Chapman fungerede han som forfatter til sketches i over tyve år. Det skrevne materiale blev gennemarbejdet i detaljer før man mødte til prøve for at øve og indspille. Indspirationen kom blandt andet fra Peter Sellers og hans vanvittige og populære radio shows.

Den ranglede brite fra den midterste middelklasse vokser op som enebarn i en lille landsby og lærer at gebærde sig som det forventes af en ægte britisk gentleman. Klassesamfundets stigmatisering driver Cleese til at gøre alt hvad der forventes af ham – passe sin skole, respektere sine ældre, men giver ham også et helt forkvaklet syn på samspillet med det kvindelige køn, hvor alt der går udover almindelige høflighedsfraser virker som optakt til en efterfølgende kønsakt.

Der er rum til at arbejde videre i endnu et bind, for Cleese stopper historien i 1969, netop som der kommer gang i det flyvende cirkus. Ergo er der masser af stof at bygge videre på, og set i lyset af hvor stærkt underholdende, morsom og oplysende denne skønne, skønne bog er, ville det være synd at lade historien hvile her. Ud fra en ren betragtning af bogens omfang, samt det faktum at bogen slutter mens Cleese stadig er ung, kunne man fristes til at tro at forfatteren må have en gigantisk ego, eller en tilsvarende manglende evne til at begrænse sig. Intet kunne imidlertid være mere forkert: Alle de tankespring og anekdoter der falder ham ind undervejs, er fantastisk befriende sidespring, der får en bog på mere end 400 sider til at føles forbandet kort.

Lån bogen på biblioteket