Mellem venner af Amos Oz

Forfatteren Amos Oz er en af tidens vigtigste og mest markante stemmer. Han er det moderne Israels samvittighed og har bl.a. kritiseret landets brutale fremfærd over for palæstinenserne med dette mindeværdige bonmot: “For en mand med en stor hammer ligner alle problemer søm.”

Oz er også tidligere idealistisk kibbutznik. Med “Mellem venner” får vi otte korte, fyndige og yderst underholdende historier fra livet i den fiktive Kibbutz Yekhat i 1950’erne.

Den første generation af socialistiske holocaust-overlevere er modstræbende ved at give stafetten videre til en ny, blødere generation, der mener, at tiden måske er inde til at slække en anelse på de strengeste dogmer: Skal det være et ufravigeligt krav, at børnene altid sover i børnehuset og ikke hjemme hos forældrene? Er det virkelig umuligt at foretage sig noget selvstændigt, som går mod kibbutzens generalforsamlings vise beslutninger? Skal det absolut være strengt forbudt at tage imod en uddannelse sponseret af slægtninge uden for lejren?

Kibbutzen var – og er til dels stadig – et socialistisk mønstersamfund, hvor alle hjælper alle og deler alt. Midt i den ubarmhjertige ørken formåede de jødiske pionerer at fravriste jorden usete rigdomme, som skabte relativt velstående småfund, hvor alle var lige.

Et smukt eksempel til efterfølgelse. Men Oz, der som sagt selv er fortaler for tankegangen, stiller på underfundig vis spørgsmål ved, om kibbutznikkerne monstro har forladt én dogmatisk religion blot for at grundlægge en anden.

Oz får fortalt en masse mellem linjerne i de otte historier, der egentlig blot handler om dagligdags foreteelser som utroskab, bagtalelse, arbejdsglæde, livet i et arbejdsfællesskab. Hovedpersonerne skifter, men går igen i de andre fortællinger, der næsten er aforistiske i deres kompakte livsvisdom. Man kommer uvilkårligt til at elske de generte unge mænd, de gode stærke kvinder, de midaldrende småfrustrerede og de gamle diskussionslystne typer. Mange af dem kender vi jo et eller andet sted.

Den anarkistiske skomager, der vil lære alle esperanto, men er ved at dø af at langt livs rygning, indser på tærsklen til næsten verden, at døden også er anarkist: “Døden er ligeglad med status, ejendele, magt og titler. I dens øjne er vi alle lige.”

Og det er jo også en slags trøst.

Lån bogen på bibliotek.dk