Manteuffel – fragmenter af en udødeligs levned af Peter Tudvad

En koket Peter Tudvad søger allerede i forordet at bilde os ind, at manuskriptet til bogen er “en samling breve, dagbogsoptegnelser og retsakter”, han har fundet i et tysk arkiv. Det er hovedsageligt forfattet af adelsmanden Friedrich von Manteuffel og daterer sig tilbage til reformationens tid.

Manteuffel er en gudsfrygtig greve, grebet af Martin Luthers nye lære. Luther er manden, der afskaffer den hykleriske afladshandel. Men han er også berygtet jødehader og frem for alt en systemets mand, der mener, at en underordnes oprør mod sin overordnede er et oprør mod gud og derfor skal straffes på hårdeste vis: “Så underfulde er disse tider, at en fyrste bedre kan gøre sig fortjent til Himlen med blodsudgydelse, end andre kan med bønner.” “Stik, slå, dræb, hvem der kan!”

I Den Tyske Bondekrig 1524-25 slagter grev Manteuffel og hans veludrustede standsfæller med Luthers velsignelse titusinder af primitivt bevæbnede bønder, der gør oprør mod deres fortvivlede vilkår.

I mindeværdige afsnit lader Tudvad den berømte kunstner Albert Dürer skamme Luther ud for forræderi mod reformationens idealer. Allerede her aner man forfatterens slet skjulte dagsorden: Vores moderne samfund bygger på en mildest talt kontroversiel fortolkning af kristendommen, som de fleste af os næppe billiger i dag.

Hvad ansporer den troende Manteuffels skændige karriere som vampyr? Måske vækkes begæret første gang, han møder Luthers adelige hustru, Katharina von Bora. Straks efter støder den til kulrede greve på en skøge, som han sanseløst begraver sit lem og sine tænder i. Endelig får han stillet sine ukristelige lyster og søger forfærdet tilflugt på en kirkegård. Hvad sker der med ham?

Snart efter drager greven i krig mod sultan Süleyman og hans vantro tyrkere, der truer såvel Ungarn som hele kristenheden. Her finder han sit næste offer, en barsk kriger, som han ligeledes voldtager og tømmer for blod, hvorved han gør sig til sodomit.

Tudvad fører os gennem flere af 1500-tallets centraleuropæiske højdepunkter, hvor den forpinte blodsuger med alskens religiøse anfægtelser forgriber sig på alt med en puls – er sit land en fremragende stridsmand, men en afskyvækkende repræsentant.

I sine breve og dagbogsnotater fremstår grev Manteuffel som en uhyre bibelstærk, belæst, berejst og sprogkyndig mand. Lange passager er affattet på latin og italiensk, dusinvis af kendte og mindre kendte historiske personnavne droppes nonchalant overalt. Det er voldsomt imponerende og rasende lærd, men også hård kost for mindre skønånder end den velskrivende Tudvad.

Læs mere om bogen på bibliotek.dk