Malstrøm af Michael Connelly

De første 100 sider forløber som en kriminalroman for plejehjemsbeboere. Tempoet er virkelig langsomt, og man tager sig i at kontrollere om forfatteren nu også ER Connelly, eller om Arnaldur Indriðason er på job som ghost-writer. Men så tager handlingen fart, det bliver eminent spændende, fortællingen springer imellem flere grupperinger og flere fortællemetoder, for til sidst at kamme over i en dynamisk og oppustet afslutning, der ville passe bedre i en film med Schwarzenegger. Okay jeg overdriver, men der er en slutning hvor forfatteren, for at kunne trække spændingen langt nok, er nødsaget til at lade Harry Bosch foretage flere af den slags bommerter, der får læseren til at sidde og ryste på hovedet. Bosch er simpelthen for dygtig og rutineret til den slags. Derfor ødelægger slutningen lidt denne ellers meget seriøse krimi hvor Bosch arbejder som privatdetektiv på at undersøge en gammel ven og kollegas dødsfald. Den sag begynder langsomt at trække tråde til en massegrav, som FBI netop har opdaget, og her springer fortællevinklen fra Bosches ‘jeg’ til den gruppe agenter der arbejder på massegraven. Historien tager nu fart i takt med at der krydsklippes mellem FBI og Bosch. Tricket med at springe mellem flere fortælleteknikker er fedt.

‘Malstrøm’ bygger videre på begivenheder i tidligere bind, bind som man ikke behøver at have læst, da alt bliver simpelt og effektivt forklaret, men jeg frygter at de mange afsløringer vil kunne ødelægge læseoplevelsen af foregående bøger. Betyder det ikke noget kan man roligt læse ‘Malstrøm’, ellers vil jeg anbefale at vente med denne.

Lån bogen på biblioteket