Mærkedage af Jens Smærup Sørensen

En utrolig bog. Utroligt velskrevet. Utroligt svær at læse, og utroligt svær at finde rundt i.
”Mærkedage”, er mit første møde med Jens Smærup Sørensen, men helt klart ikke mit sidste. Jeg er bare vild med den måde han skriver på.

I ”Mærkedage” følger vi to familier i den lille nordjyske by Staun. Vi følger dem til konfirmation i 1934, sølvbryllup i 1967 og en tresårsdag i 2003. Indimellem møder vi familierne i deres daglige omgivelser – når de ikke lige er til fest, hvilket de er meget. Men det er Mærkedagene der binder det hele sammen. Både historien og personernes liv. ”Mærkedage” er ikke skrevet i kronologisk rækkefølge, hvilket, til at begynde med, er utroligt forvirrende. Men efterhånden som historien skrider frem, gør det ikke så meget. Det er jo ikke rækkefølgen det handler om. Det handler om hvad der sker – ikke om hvornår det sker. Så selv om vi begynder ved Peders konfirmation, og senere følger hans død på første parket, for så igen at vende tilbage til hans konfirmation, og så fremdeles et par gange, ja, så gør det ikke noget. For det er ikke kronologien der bærer denne historie. Det er menneskerne.

Sproget i fortællingen er noget helt for sig. Det tog mig lang tid at komme ind i sproget, og længe, fattede jeg ganske enkelt ikke et ord af hvad jeg læste. Men efterhånden blev sproget naturligt, og set i bakspejlet kunne det bare ikke være anderledes. Det er svært at beskrive, men et lidt gammeldags sprog, parret med Gittes monologer, er nok ikke helt ved siden af. Og selv om det er anderledes, så holder det.

Så, til trods for at bogen i begyndelsen var svær at finde rundt i, og at sproget voldte mig vanskeligheder, så er den helt klart en læseværdig oplevelse af de bedre. For hvorfor skal det være som det plejer?

Lån bogen på bibliotek.dk