Måske mødes vi af Kate Eberlen

Hvor meget af vores liv er egentlig præget af tilfældigheder og hvordan kan man tage sig af andre, hvis man ikke helt ved hvem man selv er?

Gus og Tess er hovedpersonerne i denne bog, der følger dem tykt og tyndt igennem 16 år. De mødes ved et tilfælde i en kirke i Firenze tilbage i 1997, men når knap nok at udveksle et par sætninger, før livet tager dem forskellige steder hen. Gus’ besøg er præget af at han er der med sine forældre og han forsøger at nyde ethvert øjeblik inden han skal starte på universitetet hjemme i England. Tess er ligeledes fra England og hun befinder sig i Firenze sammen med sin veninde Doll, men kirken besøger hun alene denne dag:

”Jeg stod og stirrede op på det kæmpestore, udtryksløse kristusansigt og bad til, at mine karakterer ville være gode nok, da apsis som ved et trylleslag lå badet i lys.

Jeg snurrede rundt og blev forskrækket over at se en ranglet fyr på min egen alder. Han stod foran en kasse på væggen, som man kunne lægge en mønt i, så lyset blev tændt. Det tilbagestrøgne hår var fugtigt, og hans påklædning var endnu mere upassende end min, for han var i shorts, undertrøje og løbesko. Et øjeblik kunne vi have smilet til hinanden eller måske endda have sagt noget, men vi valgte begge at kigge forlegent op i den kæmpestore kuppel med guldmosaikker, og så gik lyset ud igen med et højt bump, lige så pludseligt og uventet som da det blev tændt.”

Men ting sker da Tess kommer hjem og hun kommer ikke afsted på universitetet. I stedet må hun tage sig af sin familie og især sin lillesøster, som har særligt brug for hende. Gus flytter til London for at studere medicin og komme væk fra sine forældre, som ikke rigtig har fået bearbejdet deres sorg over hans storebrors død tidligere samme år. Han falder hurtigt til i London og finder sig en kæreste ved navn Lucy, og London er også en af de byer, som Tess får besøgt i de følgende år, selvom livet har taget en afstikker:

”Det, jeg elsker ved London, er det sammensatte puslespil af brikker med hver deres individuelle præg: de elegante pladser i georgiansk stil i universitetsområdet og de mægtige ioniske søjler foran British Museum; Covent Garden og de smalle brolagte gader, Seven Dials, hvor butiksvinduerne bugner af ting, der sikkert kunne ændre ens liv, hvis bare man havde råd til dem, ting som små fine dåser med te, florentinsk skrivepapir eller en vintage motorcykeljakke kastet over en halvtredserkjole med store gule roser.

Jeg gik ned til floden ad de snoede gader, stillede mig midt på Waterloo Bridge og så ud over hele panoramaet med den friske vind i håret og det hvirvlende vand med farve som kaffe med mælk under mig.”

Men kan tilfældigheder bringe folk sammen igen en skønne dag?

Det her er en af de bøger, som er svær at lægge fra sig. Man er som læser fanget fra første side og man sidder og krydser fingre for at de snart mødes. Denne bog er faktisk Eberlen’s debutroman og i starten mindede den mig en smule om ”One Day” af David Nicholls, men dens problemstillinger med familie og identitet gjorde den til sin helt egen. Tess og Gus når begge at have medgang og modgang inden bogens sidste side er vendt og jeg nåede som læser både at blive rørt over deres familier, grine over Hope’s sjove bemærkninger, vrede over det, som de gør mod folk og som bliver gjort mod dem og ikke mindst håb for dem undervejs, da de næsten møder hinanden flere gange gennem årene.

Alt i alt en fantastisk roman, som virkelig bringer læseren på en emotionel rejse og som får én til at tænke over livets tilfældigheder.

Lån bogen på Bibliotek.dk