139
2023
9788775740338
Lyspunkter
1. udgave
I novellerne i lyspunkter møder vi mennesker, der står ved et vendepunkt i deres liv.
Nogle står midt i en krigstid, andre er ofre for klimaforandringer og andre igen fanget i et liv, der ikke blev som de forestillede sig.
Som i novellen Kysten, Hvor en ung kvinde er flyttet sammen med en eneboer, der mest af alt ønskede sig en kopi af sin første kone. Den unge kvinde må modstræbende erkende, at det ikke er hende. Hun trives ikke i det ensomme, viltre landskab, der er hans og hun må finde sin egen vej. “Nej, jeg må gå på mine ben. Jeg holder af ham. Og jeg må gå fra ham.”
De fleste af novellerne har en hovedperson, hvis fortælling vi som læsere hurtigt får en fornemmelse for.
Det er stramme, velskrevne noveller med noget på hjerte. Jeg holder meget af Anette Kris Kristiansens fortællestil og af hendes måde at se mennesker på.
Novellen Lysnedslag adskiller sig fra de andre noveller, idet der ikke er tale om en fortæller, men et kollektivt vi, der er drømmende næsten visionært, og på en måde minder det mig meget om nogle af Michael Strunges digte fra 1980’erne.
“Langt ude i kimingen vokser en lille lysprik ud til siderne, breder sig, slipper lysbundterne fri foroven, følger Jordens runding forneden. Den kommer nærmere. Det breder sig over landet, det gråmørke askefyldte øde, der går i brand og stråler, pibler, glitrer, vibrerer. Det renser, hvad før var bittert og fordærvet, rydder, hvad der før var blokeret og ufremkommeligt, lindrer, hvad der før var lidelse. Åbner, hvad der før var lukket.”
For mig bliver en del af novellerne bedre af at blive genlæst. Det er som om jeg lige har brug for at få de billeder ordene danner på min nethinde igen, for at budskabet kan nå mig.