Lotus Blues af Kristina Ohlsson

Præmissen for gængs spændingslitteratur er, at for at leve op til genreprædikatet skal det per definiton være spændende. Hvilket mængder at tvivlsomme værker desværre alt for sjældent er. I tilfældet Lotus Blues er der reelt intet positivt er at melde. Problemerne starter allerede ved forlagets omtale af bogen forud for udgivelsen. Helt urimelig er den parallel der i markedsføringen trækkes til tv serien ‘True detective’ hvor seeren skal være meget fokuseret for at følge med i de forskellige fortællevinkler. Lotus Blues afvikles i første person, via advokaten Martin Benner, der er ergo IKKE på noget tidspunkt tvivl om fortælleperspektivet, sådan som pressematerialet ellers ligger op til. Der er INGEN overraskelser i den retning. Der er et par detaljer i plotudviklingen hvor ligheden med tv serien er klar, men Lotus Blues benytter ingen af de nytænkende fifs som seriens manuskript er bygget omkring.
Godt fra start kommer den heller ikke, med en advokat der i bedste Philip Marlowe stil bliver opsøgt af en skummel mand med en sag som advokaten ikke vil arbejde på. Alle klichérne er intakte, – Lotus Blues gør som alle andre gjorde for 50 år siden: Benner tager sagen, involveres personligt i opklaringen af en serie mord, hvor gerningsmanden, en spinkel kvinde, har taget sit eget liv, kort efter retssagen var afsluttet som en ren tilståelsessag.
Et anden svaghed ved handligen er at alt rettes tilbage i tiden. Alle de dramatiske begivenheder er sket, der går rigtig lang tid, før Benners arbejde som forventet bringer hans familie i fare. Spændingen udebliver da intet kommer som en overraskelse. Det er nærmest pinligt.

Lotus Blues er for formulaisk, håbløst forudsigelig og tilmed set bedre før. Forudsigeligheden går igen ved afsløringen af den amerikanske morder: Der er faktisk flere mordere på spil, både i USA og Sverige, den amerikanske afsløres til slut og guddødme om ikke man havde gennemskuet ham fra første færd af. Der stilles bestemt ikke for store krav til læserens åndsevner. Bedre bliver det ikke af at forfatteren vader lige i privatlivsfælden: Alt for meget krudt bruges på advokatens problematiske kærlighedsliv. Det er svært at se hvor denne ‘thriller’ adskiller sig nævneværdigt fra anden middelmådig femikrimilitteratur.
Hvis parallellen til True Detective var søgt, så er den til Ed McBains serie om advokat Hope til gengæld overhængende. Serien om Hope er i øvrigt heller ikke specielt sindsoprivende, men den er Lotus Blues langt overlegen.

Ohlsson har planlagt flere bøger med advokaten, og hvis historien skal fortælles færdig er det også nødvendigt, for på trods af et alt for højt sidetal, afsløres den svenske gerningsmand ikke. Jeg tør dog godt vædde på hvem der i sidste ende viser sig at være den store skurk.

Anmeldelserne her på bogrummet slutter altid med et link til bibliotek.dk, hvor bogen kan lånes. Det vil jeg meget bestemt fraråde.

Lån bogen på bibliotek.dk