Løbende tjener af Dennis Jürgensen
489
2014
9788758810003
De fleste kender nok Dennis Jürgensen som en meget populær forfatter af børne-/ungdomsbøger. Med “Løbende tjener” har Jürgensen kastet sig over krimier for voksne – og tro mig, “Løbende tjener” er i den grad for voksne. Bogen er den første i en serie om efterforskningsleder Roland Triel.
En mand bliver myrdet på grusomste vis, og Roland Triel bliver sat på sagen. Det hele ser ud til at centrere sig om ejeren af et smykkefirma, der netop har vundet en retssag om ophavsret til firmaets største succes, smykkeserien “Løbende tjener”. Den myrdede var den ene af de to personer der tabte sagen. Herfra bliver det kun værre og vildere. Sideløbende med mordsagen, følger vi Roland Triels personlige historie. Det er en historie om en politimand der er gået i hundende, efter at hans kone blev myrdet og datteren ved samme lejlighed kom så slemt til skade, at hun i de fire år der er gået siden overfaldet, ikke har sagt et ord. Ved siden af politiarbejdet, har Triel sin egen sag kørende, for han vil bare finde sin kones morder.
Hvis man ser bort fra de meget malende beskrivelser af personer der myrdes med en forvokset brændekløver, og at vi for 117. gang har at gøre med en politimand med alvorlige problemer og hvis privatliv sejler, er “Løbende tjener” faktisk en rigtig god krimi. Selv om jeg i den grad er træt af at det tilsyneladende kun er psykisk ustabile politifolk, der er i stand til at opklare noget som helst, så kan jeg faktisk godt lide Roland Triel. Jürgensen formår, på trods af at Triel er en stereotyp kriminalromansbetjent, at gøre ham levende og til en vis grad også troværdig.
Historien starter med et sådant brag, at man bliver lidt bekymret for om Jürgensen kan holde tempoet hele vejen igen. Det kunne han ikke. Tværtimod, så øgede han det konstant! Spændingskurven var lodret stigende gennem hele bogen. Det er ret godt gået.
At vi med Jürgensen har at gøre med en forfatter der har skrevet i mange år, er man aldrig i tvivl om. Han mestrer i den grad sproget, og måske er det derfor at de rå mængder af blod, mishandlede kroppe og karikerede politifolk, alligevel glider ned. Jürgensen skriver ikke bare godt, han er også morsom, og flere gange måtte jeg tage mig selv i at smile højlydt – grusomhederne til trods.
Som ikke-københavner, røg en del af handlingen hen over hovedet på mig i de passager, der foregår i hovedstaden. Jeg kender ikke en brøkdel af de gadenavne der føg fra siderne, og havde ingen idé om hvor tingene foregik. Det ødelagde ikke historien som sådan, men det er lidt ærgerligt når forfattere tager for givet at deres læsere naturligvis kender Københavns infrastruktur minutiøst.
Jeg var godt underholdt hele vejen igennem, selv i de dele af bogen hvor jeg for vild i Københavns gader, og jeg skal helt sikkert også have fingre i de næste bind i serien om Roland Triel.
