Livlægens besøg af Per Olov Enquist

‘Struensee – er det ikke den skiderik, der afskaffede 3. juledag og 3. påskedag?’ Nogenlunde så nuanceret var mange danskeres viden om fyren, der på afgørende vis ændrede vores historie i syttenhundredhvidkål.

I 1999 udkommer så “Livlægens besøg” af den sympatiske, svenske forfatter P.O. Enquist, der tydeligvis har til formål at rehabilitere den tyske læge og statsmand over for danskerne og verden. Projektet kommer så flot i mål, at man efter endt læsning overvejer, om Struensee mon ikke er det største, der er sket for Danmark siden vikingerne.

Bogen er skrevet som en blanding af kendt viden og opdigtede replikker; en dramadokumentar med flydende grænser. Enquist dynger fakta på med næsten pedantisk akkuratesse, men forfalder i hovedpersonernes tanker og udtalelser til en ofte teatralsk stil. “Livlægens besøg” er imidlertid både spændende og velskrevet, “nok den største Danmarksroman siden Kongens Fald,” som Politikens anmelder anfører.

Johann Friedrich Struensee hyres i 1768 som livlæge for Christian 7., der er rablende vanvittig. Den enevældige, men forfærdeligt mishandlede konge bliver så afhængig af Struensee, at han i praksis overdrager ham magten i landet, og den idealistiske og fritænkende tysker ser det som en enestående chance for at afprøve Oplysningens nye teorier i praksis. Gennem hundredvis af dekrekter forvandler han i ekspresfart Danmark til et af verdens mest frie og moderne samfund.

“Planerne, der snart skulle føres ud i virkeligheden, omfattede også uindskrænket trykkefrihed, religionsfrihed, at Øresundstolden ikke længere skulle tilgå hofstaten, men staten, løsningen på bondespørgsmålet og stavnsbåndets ophævelse, at afgifterne til ulønsomme industrier ejet af adelen skulle inddrages, en reform af sundhedsvæsenet, samt en lang række detailplaner, som for eksempel at kirkens lokaler i Amaliegade skulle beslaglægges og indrettes til børnehjem.”

Det er stærke sager i en tid, hvor adelen og kirken bestemmer alt, og en stor del af befolkningen lever under en form for slaveri. Kun franske tænkere som Voltaire og Diderot billiger i virkeligheden Struensees vidtrækkende ideer.

Mægtige fjender rotter sig sammen mod den enerådige tysker. Adelen, personificeret ved greverne Reventlow og Rantzau, som står til at miste både penge, privilegier og magt. Enkedronningen og den gudfrygtige topembedsmand Ove Høegh-Guldberg, som anser ateisten Struensee for at være Satans udsending.

Alligevel var Struensee måske sluppet af sted med sin “danske revolution” – og med livet i behold – hvis han ikke havde begået en helt afgørende fejl. Han og den purunge dronning Caroline Mathilde forelsker sig hovedkulds og indleder et slet skjult forhold, der ikke alene afføder offentlig skandale i flere europæiske lande, men tillige, oh rædsel, et uægte barn.

Dét er dråben! Struensee har uafvidende spillet sine fjender et dødeligt våben i hænderne, og de er ikke sene til at udnytte det. Med stor poesi og sensualitet beskrives statsmandens og dronningens forhold, og intensiteten af følelser og kærtegn virker så meget desto mere gribende på baggrund af katastrofen, som man som læser ved, venter forude.

Slutningen er grusom, Struensees fald fra tinderne ufattelig brutalt, eftermælet fuldkommen udraderet – men hans ideer lever stadig i det danske samfund. Og netop den pointe får Enquist lykkeligvis slået fast med syvtommersøm.

“Livlægens besøg” kan læses som et stærkt underholdende og oplysende historisk værk, men også som et bittersødt trekantsdrama, hvor hovedpersonerne omgiver sig med ubegribelig pragt og magt. Sidstnævnte vinkel ligger givetvis til grund for filmen “En kongelig affære” med Mads Mikkelsen i centrum som Struensee – endskønt instruktøren Nikolaj Arcel benægter den tydelige inspiration.

Lån bogen på bibliotek.dk