Livet af Alice Munro

Der er så mange bøger her i livet, man skal nå at læse, at de fleste kun får én chance. Selv de virkeligt gode. Alice Munros noveller er en strålende undtagelse. Jeg glæder mig allerede til at blive lidt ældre og starte forfra på de foreløbigt tre samlinger, der står på reolen.

“Livet”, som udkom på dansk efter Monros velfortjente Nobelpris i 2013, er angiveligt den sidste bog, den nu 83-årige forfatter agter at skrive. Lad os håbe, fruen besinder sig. Hun kan stadig skrue en række ultrainteressante slice of life-situationer sammen, så man sidder naglet til lænestolen, og hendes sprog er spændstigt som aldrig før. Alice Munro er den rendyrkede nydelse i alle sine mange afskygninger.

Tag bare de sidste to sætninger i den forrygende finale på et stort forfatterskab: “Vi siger om visse ting at det er utilgiveligt, eller at vi aldrig vil kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden.” Den kloge, gamle dame spidder en af menneskets typiske overfladiske sider, men uden at være fordømmende. Det er bare en nøgtern konstatering: Sådan er livet, venner, lev med det.

“Livet” er opbygget af 10 noveller og fire novellelignende stemningsbilleder fra Munros eget liv. Alle foregår i landlige omgivelser i Canada med et skarpt blik for landets særegne natur, der både kan være vældigt idyllisk og knugende barsk.

Hovedpersonerne er som regel kvinder på randen af livets større og mindre katastrofer. Somme tider tipper situationen; som regel er det kun nærved og næsten. I én historie dyrker en ung mor sex med en fremmed mand i toget, og da hun kommer tilbage til kupeen, er den lille datter forsvundet. I anden novelle er en anden ung mor også i færd med at dyrke sex, dog med den mand, hun forlod børnenes far til fordel for, og imens drukner den ældste datter. Perspektivet er imidlertid lillesøsterens, og hun forstår så lidt, at skylden aldrig rigtigt bundfæster sig. I modsætning til hos moderen på toget, hvor situationen endda endte lykkeligt.

Livet er fyldt af den slags situationer. Og det er “Livet” også. Scenerierne i et Canada lige omkring Anden Verdenskrig er anderledes end dem, vi selv færdes i (og af samme grund så meget mere dragende), men overvejelserne og dilemmaerne kender vi. De er alment menneskelige. Og heldigvis forfalder Munro aldrig til at skære tingene ud i pap eller drage moralske slutninger. Hun ridser lige så fint historien og dens aktører op – resten overlader hun næsten nonchalant til læseren.

Nyd lige endnu et par af Munros karakteristiske billeddannende sætninger: “Ydmygelsen var som at blive ædru af en lussing.” Og denne her, hvor unge Alice har skiftet skole, fra den meget landlige til en lidt mere raffineret: “Det var en lise at se et usnavset toiletbræt og høre den fornemme by-lyd fra det tilhørende træk-og-slip.”

Det lyder også godt på dansk, ikke sandt? Selvfølgelig gør det det. For som altid har den fremragende danske novellist Ida Jessen og hendes mor Gudrun oversat med indlevelse og flair. Tak, Gyldendal.

Lån bogen på bibliotek.dk