Ligge i grønne enge af Anne B. Ragde

“En ting var sikkert: Neufeldt skulle ikke indlemmes i nogen familiehemmeligheder om hvem som var far og bror til hvem, han skulle ikke ind i intimsfæren og rode rundt blandt nyopgravede hundelig.” (s. 174) – citatet er Erlends tanker, da han atter er i barndomshjemmet på Byneset ved fjorden, ikke langt fra Trondheim. For den indviede læser, der har haft fornøjelsen af de to første bind, “Berlinerpoplerne” og “Eremitkrebsene”, i trilogien om familien Neshov, hersker der ingen tvivl om indholdet i citatet.
Denne tredje bog i trilogien starter voldsomt dramatisk – Torunn har netop opdaget, at hendes far, bonden Tor, har begået selvmord – med piller og sprut – og som åsted har han valgt grisestien hos yndlingssoen, Siri. Torunn må sande, at hendes far havde ret, da han tidligere omtalte, at grise er rovdyr.
Dette dødsfald kommer særdeles ubelejligt for Tors brødre, den overkorrekte, sirlige bedemand Margido, der netop var ved at få øjnene op for forretningsmuligheder i forbindelse med Neshov-gården – og endnu mere på tværs for den excentriske og hysteriske Erlend, superdekoratøren, der bor i København sammen med Krumme. Også Erlend og Krumme har planer, vilde planer, med Neshov-gården; i denne sammenhæng er arkitekten Neufeldt involveret.
Så mændene, også den affældige farfar Tormod og agronomen Kai Roger, der hjælper med driften af gården, danser en “bejlerdans” om Torunn, enearvingen, kvinden, der er ultimo tredive, der hovedkuls har forladt sit arbejde som dyreadfærdsekspert i Oslo for at drive gården videre. Eller har hun andre dagsordener? Eller slet ingen? Er hun i en midtvejskrise, der buldrer i lys lue? I hvert fald opfattes hun af mændene som den, der sidder inde med løsningen på også deres planer og problemer.
Bogens komposition er todelt – del I s.7-256, del II s.259-279. Del II føles som et antiklimaks på den ellers dynamisk fremadskridende handling, der startede, da skeletterne trillede ud af skabene – og så er der dog en solstråle, Tormod kommer på plejehjem. “Margido havde aldrig set sådan en forvandling i et menneske. Han strålede. Nybarberet og velplejet med rent gebis sad han på et værelse med bøger og fjernsyn og radio…Så midt i alt det andet var det altså blevet den gamle der var lyspunktet.” (s.278)
Forfatterens næsten burleske fortælleglæde og skarpe blik for detaljerealisme i beskrivelsen af romanens forskellige personer og miljøer er i “Ligge i grønne enge” helt på højde med niveauet i de to forudgående romaner. Læs den!

Lån bogen på bibliotek.dk