Lewismanden af Peter May

“Lewismanden”, andet bind i Peter Mays skotske krimitrilogi om politiefterforskeren Fin Macleod og hans meritter på den stormomsuste ø Isle of Lewis, er om muligt endnu bedre end etteren, “Sorthuset”.

Tilfældet vil, at Fins skilsmisse fra konen i England og hans tilbagevenden til den barske barndomsø falder sammen med fundet af et yderst velbevaret lig i en tørvemose. Liget ligner Tollundmanden med sin tefarvede hud, altså et bronzealdermenneske, men har blot ligget begravet i godt halvtreds år. Den unge mands død har været et mareridt af forudgående vold og knivstik, viser undersøgelserne.

Hvem liget er, ved ingen, for ingen har savnet ham. Jo, måske én, nemlig hans bror Tormod Macdonald – bogens jeg-person – som beklageligvis er dybt dement. Korttidshukommelsen er væk, men til gengæld husker den gamle mand sin dramatiske fortid i knivskarpe detaljer.

Som “Sorthuset” er dele af “Lewismanden” lange, medrivende tilbageblik til en tid præget af armod og et børnefjendsk skolesystem, kampe mellem protestanter og katolikker, årtiers indædt had og nid, som ulmer til evig tid.

Peter May bruger mesterligt den dramatiske natur og det voldsomme vejrlig på De Ydre Hebrider som bagtæppe for Fin Macleods møjsommelige gravearbejde i den demente mands hjerteskærende fortid. Her er vold og hårdt slid, forbenede øboers uvenlige behandling af hinanden og især af fremmede samt en bittersød kærlighedshistorie, der finder sit højdepunkt på en helt særlig strand med sølvfarvet sand…

… den selvsamme strand, hvor den ukendte unge mand senere myrdes så hadefuldt.

“Lewismanden” er en stemningsfuld historisk krimi befolket af indesluttede skotter, der får de indremissionske starutter i Hans Kirks “Fiskerne” til at fremstå som en flok lalleglade festoriginaler.

Slutningen er neglebidende og giver lyst til meget mere. Måtte Lewis-trilogiens sidste bind allerede i skrivende stund være under kærlig behandling af Ninna Brenøe, der oversætter som en indfødt.

Lån bogen på biblioteket