0 kommentarer

Lev og Sofija Tolstoj af Henrik Rehr & Chantal Van den Heuvel

af d. 12. september 2023
Info
 
Sideantal

184

Udgivet

2023

ISBN

9788771761849

Originaltitel

Léon et Sofija Tolstoi

 

Historien om ”Lev og Sofija Tolstoj” er en utrolig smuk og bevægende fortælling om den store russiske forfatter og tænker, Lev Nikolajevitj Tolstoj, der levede 1828-1910.

Fortællingen er i ord og streg leveret med stor indlevelse i mennesket og forfatteren. Hans familie, især hans kone, Sofija, spiller også en stor rolle. Undervejs bliver læseren holdt i hånden med enkle og oplysende referencer til den russiske samtid og med strejftog til andre europæiske tænkere, bl.a. Montesquieus frihedstanker.

Tolstoj er en sammensat person. Lidenskabeligt udsvævende og spilleglad som ung, samtidig med store krav til sig selv og tilværelsen. Alt imens han forgælder sig selv, er han er intenst søgende efter noget højere, for sig selv og for det russiske folk. Han søger også ære og mening ved at deltage i Kaukasus-krigene hvor han bl.a. får blodigt stof til romanen ”Krig og fred”.

”Jeg vil ælte den menneskelige dej, få den til at hæve, for at give liv til mine figurer, fra Moskva til Sankt Petersborg, fra de store landbrugsgodser til slagmarkerne.” (s. 78.)

Tolstoj er født greve, og hvad der deraf følger af uddannelse, udsyn og privilegier. Dette forhindrer ham ikke i at se, hvordan levestandarden for hans ”musjikker”, de livegne, der hører til familiens gods, er plaget af fattigdom og gammel overtro. Børnene går ikke i skole, men skal arbejde fra små af.

Den unge Tolstoj vil sætte sine livegne fri og lave skole for børnene, bryde kæden af fattigdom og ikke selv optræde som ”parasit” på de fattiges bekostning. Her, som flere gange senere, falder Tolstojs ideer ikke i god jord med det samme. Hvad skal det nytte, spørger de rædselsslagne bønder ved præsentationen af grevens frihedsgave. Og myndighederne er ikke begejstrede for folkeoplysning, som kan medføre selvstændigt tænkende bønder.

De 157 siders grafiske roman når omkring mange afsnit og detaljer af Tolstojs liv.

Den grafiske fremstilling er flot og stringent i sine streger og farvevalg, som veksler mellem sepia, lysegråt, beige og sort. Det er rene små malerier, når oversigts-scener får en halv side og f.eks. viser godset beliggende ude i den store flotte russiske natur ved Jasnaja Poljana, syd for Moskva.

Hvis man ikke tidligere har læst Tolstoj, så er ”Lev og Sofija” en stærk motivation til at gå i gang med forfatterskabet.

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter