184
2019
9788793500396
1.
YES, single-kvinders lille pinke supporter!
“Langt fra leverpostej” er en pink lille sag, der fra flere vinkler belyser single-kvinders dybfølte tanker overstrået med en god portion humor.
Vi hører om den rødhårede Emilie fra Århus, som endnu ikke har mødt kravene for, hvad en 34-årig kvinde burde have opnået i livet i følge samfundets øjne. Hun har både knas i karriere og kærligheden, og ikke nok med det så er der alle de almene hverdagsproblemer samt pludselige ændringer i venskaber. Læseren får givet en skøn og til tider sarkastisk skildring af en ung kvinde i det nutidige Danmark. Romanen er en fiktiv historie, men den er kraftigt inspireret af virkelige oplevelser og refleksioner fra en lang række kvinder, der har skulle forsvare deres livsvalg.
Hvad der gør denne bog rigtig god er, at det ikke er en almen chick-lit bog, men en form for support og selvindsigt til kvinder, der er i tvivl om deres liv på grund af blandet andet præstationspres. Bogen er en fortrøstning om at vi ikke er alene om vores tanker, at vi ikke skal give slip på vores drømme, om ikke at dømme hinanden men derimod hjælpe og løfte hinanden. Fortrøstning om at det er okay stadig at være i tvivl og usikker på livet, trods man har nået en alder af 34 år.
Bogen åbner op for spørgsmålet om, hvorfor vi skal følge den “almene samfundsprægede leverpostejsvej” i livet, hvis vi egentlig ikke ønsker det? Det er et af de mest reelle og rammende romaner på, hvordan det er at være single-kvinde i dagens Danmark, og hvilket pres der er på kvinders skuldre for at imødekomme samfundets rammer og opstillede krav.
De to kvindelige forfattere fra Århus har formået at tage fat i emner alt lige fra venskaber, dating, børn, karriere, kærlighed og kollegaskab. Og selvom læseren måske ikke har erfaret alle punkterne på egen krop endnu, så vil man med garanti have stødt på de nævnte problematikker via ens veninder, familie eller bekendte, og man kan nikke genkendende og udbryde et “yes girl”, mens man sidder med næsen helt nede i bogen og øjnene klæbet til hver enkelt side i ren iver. Det må jeg indrømme, at jeg gjorde – op til flere gange. Forfatterne får taget fokus på “retten til at prioritere sig selv”, hvilket jeg personligt synes, er et utrolig vigtigt punkt ikke kun for single-kvinder men for alle individer i det hele taget.
Bogen er krydret med de mest veloplagte og spændende billedlige sammenligninger, og den fiktive karakter Emilies udvikling i gennem bogen giver en god anledning til en masse selvreflektion for læseren, der har nået en alder på de +20 år.
Jeg var så godt underholdt, og jeg kan varmt anbefale bogen. Jeg kommer helt sikkert til at tage den ned fra boghylden mere end én gang!