493
2013
978-87-12-04833-6
Gone Girl
Netop den dag, hvor Amy og Nick kan fejre 5 års bryllupsdag forsvinder Amy. I deres hjem er der tegn på kamp – væltede møbler og blodspor. Imidlertid er der noget der virker arrangeret – snart kommer Nick under mistanke, og alle hans små løgne hjælper ikke ligefrem på hans situation.
Amy har som altid forberedt en skattejagt til Nick – det gør hun hvert år på deres bryllupsdag – og langsomt går det op for Nick, at Amy vil fortælle ham noget vha. de spor hun har lagt ud.
Vi følger Nick i dagene lige efter Amys forsvinden – sideløbende med at vi får indblik i Amys dagbog, som starter den dag, hun mødte manden i sit liv, Nick. Dette skift mellem de 2 hovedpersoner viser, at deres opfattelse af ægteskabet er vidt forskellig. Amys dagbogsnotater er ikke ligefrem flatterende for Nick – der fremstilles som egoistisk og aggressiv – mens Amy (ifølge hende selv) er den blide, forstående hustru. Men kan man stole på det man læser?
Bogen kredser om det psykologiske spil mellem mennesker. Både opbygningen, persongalleriet og sproget er enkelt – og det fungerer godt. Det drejer sig først og fremmest om de 2 hovedpersoner, samt nogle få bipersoner.
Hvem kan man stole på – og hvad er der i virkeligheden sket? Det får vi først at vide i 2. del, hvor der tegner sig et andet billede af Amy end det fra dagbogen.
Bogen er opdelt i 3 dele. Første del: Dreng mister pige. Anden del: Dreng møder pige. Tredje del: Dreng får pige tilbage (eller vice versa).
Bogen var svær at lægge fra sig, før sidste side var læst – den er spændende fra start til slut, og den har en komplet uforudsigelig slutning, ond, udspekuleret, grænsende til det vanvittige. Virkelig velskrevet!