608
2002
87-02-00326-0
The Corrections
Jonathan Franzen kører i “Korrektioner” ‘den amerikanske drøm’ gennem lidt af en vridemaskine, som forvandler drømmen til noget, der minder om et mareridt. Franzen udleverer skånselsløst Amerikas middelklasse i en hudløs skildring af familien Lambert, bestående af Alfred og Enid samt deres tre voksne børn Gary, Chip og Denise. Fokus flyttes på skift mellem disse fem, vi følger deres liv og hører hvordan de hver især opfatter familien og dens problemer.
Alfred har fået konstateret Parkinson-syge og senil demens, så Enid er meget opsat på at familien skal holde jul sammen i barndomshjemmet en sidste gang. Ingen af børnene har den fjerneste lyst, men ender alligevel med at acceptere for Enids – eller familiefredens skyld ..
Forinden skal Alfred og Enid på et efterårskrydstogt, som Enid egenrådigt har besluttet og Alfred modstræbende indvilliget i. Rejsen er tæt på at ende helt galt, da Alfred falder overbord.
Julesammenkomsten bliver dog gennemført, omend ikke som Enid havde håbet…
Det foruroligende ved denne historie er sådan set ikke at se en familie i smertefuld opløsning, men snarere det almene ved historien – tanken om at det kan gælde hvem som helst, at alle familier rummer tilsvarende spændinger, konflikter, hemmeligheder og bedrag. For der er jo desværre ikke noget specielt overraskende ved en autoritær far, som hverken viser sine børn eller kone nogen kærlighed. Eller en både moralsk og intolerant mor, som pynter på virkeligheden, romantiserer og hykler en ikke-eksisterende familieidyl. Der er heller ikke noget særligt ved en søn, som udover at være en grisk skiderik, også er deprimeret alkoholiker med en stærkt manipulerende kone. Eller en søn, som bliver fyret fra sit universitets-professorrat for sex med en studerende og siden forfalder til bedrageri. Eller en lillesøster, der midt i en mega succes som chefkok opdager sin biseksualitet og bli’r fyret for sex med chefens kone….
Vi har sikkert alle sammen skeletter i skabet; men familien Lamberts garderobe bliver da virkelig luftet godt ud..
Det allermest foruroligende ved “Korrektioner” er imidlertid det hastige skred i normer og værdier, som historien påviser, et skred fra faste borgerlige værdier, sunde interesser, høj moral, struktur, autoritet og spejderære – til et morads af hæmningsløs sex, løgne og misbrug, selvbedrag, selviskhed, selviscenesættelse, selv….
“Korrektioner” er ganske enkelt fremragende. For mig at se et drama af de helt store. Læs den for dælen da….