Knacker af Karsten Skov

Ifølge forfatteren hviler det litterære stof til dels på begivenheder, der i virkeligheden har fundet sted.

Hovedpersonen er den dansksindede soldat Esben Mikkelsen, der er en bonde fra små kår på Sydals. Han deltager i et reserveregiment i de bestialske slag på vestfronten i Nordfrankrig, hvor han får kælenavnet Knacker af sin Feldwebel (omtrent: oversergent) – et engelsk ord for »krejler« og i bogen et synonym for danskere der tjente godt på krigen.

Læseren får i den første femtedel af bogen et koncentrat af det helvede, som soldaterne oplevede på vestfronten. Maskingeværsalver, afskudte lemmer, en lugt af råddenskab, skyttegrave og mudder. Dette var en del af krigen på fronten, men ikke det fuldstændige billede.

I krydsklip med landlivet på Als har det dog en stærk litterær virkning.

Hjemme på orlov generes Esben Mikkelsen af den usympatiske gendarm Holz, som nærmest bliver en symbolsk figur på den i Sønderjylland udbredte opfattelse af en nidkær preussisk embedsmand. Holz har selv via de rette forbindelser undgået krigstjeneste, men er til gengæld særdeles grundig i sin jagt efter dansksindede, der begår faneflugt.

Desertering fandt for alvor fandt sted fra omkring 1916 efter de ørkesløse og opslidende slag ved Somme og Verdun. I de to første krigsår vejede pligtfølelsen hos både danske og tyske nordslesvigere tungest, og på det tidspunkt var der i offentligheden en forventning om, at krigen inden længe ville slutte med en fredaftale.

Deserterede man, risikerede man at tabe retten til sin sin ejendom i hjemstavnen. På den måde bevarede de dansksindede deres borgerrettigheder. Og fædrenes gårde kunne forblive i slægtens besiddelse. Fra julen 1915 steg antallet af deserteringer betragteligt. Sammenlagt flygtede godt 2500 sønderjyder, men det i vide kredse opfattet negativt: Man svigtede sin deling.

Det lykkes aldrig hovedpersonen Esben at flygte til Danmark. Et forsøg på at gå over isen til Als er nær ved at koste ham livet. I stedet for må han gemme sig i et sprøjtehus i landsbyen Skovby og på loftet over sin fødegård, mens den emsige gendarm Holz hele tiden har på fornemmelsen, at Esben Mikkelsen befinder sig i lokalsamfundet. Det hedder sig godt nok, at han er flygtet til København, men da hans hustru bliver gravid, brænder tampen. Det kan ikke skjules længere.

Det er denne del, beskrivelsen af hjemmefronten i det sønderjyske, der er romanens helt afgørende kvalitet – ikke blot holdes spændingskurven højt med gendarmens mistanke og den hele tiden lurende frygt i familien Mikkelsen. Vi får også nogle troværdige og historisk autentiske beskrivelser af trængslerne i det tyskstyrede Sønderjylland – både materielt og ikke-materielt. Og selv om fortællevinklen er lagt i en dansksindet familie, tegnes der også et nuanceret billede af den tysksindede nabo. Billedet er ikke entydigt.

Karsten Skov er afgørende hjemme i sit stof. Har man læst den omfattende historiske litteratur om emnet samt de mange kommenterede udgivelser af soldaters korrespondance med familien hjemme i Nordslesvig, vil man læse bogen som en spændende levendegørelse af stoffet.

Forfatteren gør fortiden levende. Der er dog et lille problem, der rokker ved troværdigheden i bogen, og det er forfatterens skødesløse omgang med de tyske tiltaleformer.

Uret tikker i romanen. Esben Mikkelsens skæbne afgøres i timerne op til den 9. november 1918, da oprøret kommer indefra i Tyskland, og kejseren sættes fra bestillingen. Når han det? Spørgsmålet intensiverer spændingen hos læseren. Et godt fortælletrick fra forfatterens side.

Kommer der et nyt oplag af bogen, bør forlaget skifte forsidebilledet ud. Det viser britiske soldater i en indsats under Anden Verdenskrig!

Lån bogen på biblioteket