0 kommentarer

Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.

af d. 5. september 2016
Info
 
Sideantal

200

Udgivet

9. august 2016

ISBN

978-87-7176-056-9

Originaltitel

Kick-ass (amerikansk)

 

Morsom, blodig og veloplagt tegneserie om teenageren der vil være superhelt

I 2010 var jeg i biografen og se den hyle-morsomme superhelte-film ”Kick-Ass” uden overhovedet at vide, at filmen byggede på en tegneserie. Nu har forlaget Fahrenheit så udgivet historien på dansk, og det er en kærkommen lejlighed til et gensyn med teenageren og tegneserie-nørden Dave Lizewski.

Dave er en ganske almindelig teenager. Hans mor døde, da han var 14, så nu bor han alene med sin far og får dagene i skolen til at gå med at dagdrømme om klassekammeraten Katie og samle på superhelte-tegneserier.

Men en dag beslutter han sig for at tage skridtet videre. I stedet for blot at læse om superhelte vil Dave selv være en, så han køber en våddragt på eBay og øver sig i at gå på New Yorks tage om natten. Til en nat hvor han beslutter sig for at stoppe en gruppe grafitti-tegnere og ender med at blive tævet sønder og sammen.

Det, skulle man tro, var slutningen på hans superhelte-drøm, men da Dave efter talrige operationer og en lang genoptræning er tilbage, er også hans alter-ego Kick-Ass tilbage. Og pludselig bliver han en helt, da han redder en ung gut fra tæv, og seancen bliver filmet og går online.

Også i privatlivet har Dave succes. Han er blevet venner med Katie – som godt nok tror han er bøsse – så life is sweet. Men så dukker endnu en superhelt op, og Dave er pludselig langt mere involveret i et opgør med mafiaen, end han nogensinde havde forestillet sig at blive.

Filmatiseringen har været meget trofast mod oplægget, så det er ikke fordi historien rummer store overraskelser, hvis man har set filmen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at ”Kick-Ass” er værd at læse. John Romita Jr. er en af Amerikas mest rutinerede superhelte-tegnere, og har bl.a. tegnet The Amazing Spider-Man, Iron Man og X-Men. Jeg synes hans illustrationer er fede, og det er altså bare uhyre underholdende at se skurke få blodige høvl af en lille pige med en Hello Kitty taske.

Besøg forlaget Fahrenheits hjemmeside

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter