64
2016
978-87-999349-0-4
1. udgave, 1. oplag
”Katastrofen, byen og skoven” er en digtsamling af Anne Vestberg (født 1969).
Digtsamlingen er forfatterens debut, der udkom på Forlaget Ord tidligere i 2016.
Ved første blik giver bogen et godt indtryk, jeg elsker både titlen og omslagsfotoet, der forestiller et fladt, øde landskab holdt i sort, hvidt og gråt.
En tiltagende skuffelse melder sig desværre relativt hurtigt, da jeg begynder at læse digtene.
Bogen er opdelt i 3 dele:
”Katastrofen”, der handler om klimaforandringer, katastrofer og andre muntre temaer.
”Byen”, der handler om menneskets egoisme og grådighed
”Skoven”, der handler om den eftersøgning af sandhed, som mennesket forsøger at finde i eget liv og i naturen
Hvad er det så jeg er skuffet over? Mig, der sandt at sige ikke kan prale af, at være verdensmester i at analysere digte – jeg mangler åbenbart det musiske gen, der ofte kræves for at få det fulde udbytte af digte.
Jeg tror, at jeg savner flere elementer i denne digtsamling.
For det første blev jeg faktisk en kende deprimeret af at læse digtene, flere af digtene hensatte mig i en decideret sur og nedtrykt sindstilstand. Bogens temaer var kort sagt for deprimerende til min smag.
For det andet synes jeg, at digtene mangler sproglig sammenhæng. Der manglede en logisk sammenhæng i en grad, så jeg havde svært ved at finde både sproglig og indholdsmæssig mening i digtene. Jeg erkender gerne, at digte ikke er den litterære genre, jeg er stærkest i, men denne bog ligger noget under det niveau, som jeg har fundet i andre digtsamlinger.
Sidst, men ikke mindst havde jeg svært ved at gennemskue hvad det er forfatteren vil med disse digte. Det kan så godt skyldes, at jeg har et defekt gen når det kommer til at læse og analysere digte, men denne digtsamling fængede mig ganske enkelt ikke.
”Katastrofen, byen og skoven” er ikke den værste digtsamling, jeg nogensinde har læst. Det er blot en digtsamling, som ikke fængede mig, og jeg kan derfor ikke forestille mig, at jeg skulle have lyst til at læse de bøger, der kommer fra forfatterens hånd i fremtiden. Måske vil forfatteren og forlaget så heller ikke gide høre mere på mig, der har et defekt digt-gen, og så kan man jo sige, at vi står lige.
Digtsamlingen faldt ikke lige i min smag, men det skal jo ikke afholde andre fra at læse bogen og måske få noget fornuftigt ud af bogen, som jeg så tilfældigvis ikke har opdaget.