Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Takket være Søren Sveistrup, vil jeg aldrig igen kunne se på en kastanje uden at tænke på hans roman “Kastanjemanden”.

Bogen er en af de få debutromaner der har fået hele turen i et forlags mediemaskine, i dette tilfælde Politikens Forlag. Det er sjældent garanti for noget som helst, og det var derfor med en vis skepsis at jeg gik i krig med bogens 523 sider. Anmeldere og læsere er skarpt delt i to lejre, dem der synes bogen er fuldstændig fantastisk, og dem der synes at den er rodet og stritter lidt i alle mulige retninger. Det blev jeg ikke meget klogere af, og der var ikke andet for end at læse bogen selv (hvilket som regel er den bedste måde at finde ud af om en bog er god eller dårlig, uanset hvad andre siger). Det har jeg så gjort, og jeg må erkende at Sveistrup har fået (endnu) en fan. Jeg kunne rigtig godt lide bogen, og var godt underholdt undervejs.

I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere.

Men kort efter findes endu en myrdet kvinde, og endnu en kastanjemand.

At Sveistrup kan skrive en rigtig god krimi, burde ikke komme bag på nogen. Som en af bagmændene bag TV-serien “Forbrydelsen”, må man formode at han kan noget i den genre, hvilket han i høj grad også kan. Plottet er, uagtet at det er blandt de mere fantasifulde og utroværdige som sådan, virkelig godt tænkt. Persongalleriet står skarpt, og til trods for at Sveistrup nærmer sig de politistereotyper der hænger mig ud ad halsen, så bliver det aldrig værre end at jeg kan leve med det. Men det er ikke et parameter der skal skrues ret meget mere på, før hans hovedpersoner bliver klichéer.

Sproget er levende og mængden af detaljer læseren får at arbejde med, er enorm. Men da det spreder sig over mere end 500 sider, bliver det aldrig for meget. Bogen indeholder nogle grove mord, men de bliver aldrig udpenselt for meget og for grafisk, hvilket passede mig fint da jeg ikke kan døje blodige krimier! Min største anke mod bogen, og det skyldes måske forfatterens fortid i filmverdenen, er at bogen nogle steder har karakter af at ville være et filmmanuskript. Man kunne få den mistanke, at “Kastanjemanden” er skrevet med en filmatisering for øje, og det vil slet ikke komme bag på mig hvis den kommer som film eller serie på et tidspunkt – faktisk vil det komme mere bag på mig hvis den ikke gør.

Lån bogen på Bibliotek.dk