Kaiser af Henriette E. Møller

Henriette Møller, ja, Henriette Møller, det er hende det handler om, forfatteren, ja, det er hende, jeg skal tale om, Henriette. Nu tænker I garanteret: “Hvad taler det gale menneske om?”, men det skal jeg med glæde forklare jer.

Henriette Møller har gået på forfatterskole, og jeg ved ikke hvilken senil lærer, med pervers trang til at gentage sig, hun har haft. Det er ment som en form for kunst, en smuk skrivemåde, men, beklager, det virker altså ikke, det gør det ikke, metoden virker ikke. Ej, nu må jeg hellere stoppe!

Handlingen er meget politisk korrekt: 3 generationer af kvinder, der sidder ved patriarken, den gamle Albert, der er ved at dø. De har hver især deres indre monologer, hvor de gennemgår deres liv. Alberts kone, Ebba, der tænker på livet under krigen, om hendes svigtende kærlighed til Albert og hendes nyfundne kærlighed til en tysk soldat. Denne del er da fint nok beskrevet, men den mislykkede og ufatteligt irriterende trang til gentagelser driver en til vanvid. Man hører ligeledes om Anette og Idas liv og deres forhold til faderen/bedstefaren, og det er da fint, men helt ærligt? Også røvsygt. Klokkerne ringer aldrig, og man står tilbage med en mærkelig følelse: “Øh, okay”. Men eftersom bogen er meget kort, har Henriette vel været nødt til at gentage sig i uendeligheder for at opnå et nogenlunde sidetal.

Her til slut vil jeg lige bringe et uddrag fra bogen:

“Hun ser på ham, han ligger i sengen, hun siger det igen, han dør snart, og det er ham, hun taler om. Hun er hans datter, Agnete, det er hende, der siger det, det er Albert, der ligger i sengen, den gamle mand. Det er Ida, der sidder ved hans side, der har hun siddet længe, hun sidder ved sin morfar, det er hendes mor, der kommer ind, det er hans datter, der siger det, hun afsiger ligesom dødsdommen over ham. Hun kommer ikke som hans datter, men som Idas mor, som Ebbas datter, den gamle dame sidder ved den anden side af sengen, hun ser op på sin datter, Ebba ser på sin datter, da hun siger det. Han dør snart. Det er det, hun siger, hendes stemme er rusten, hun bevæger sig hurtigt, Agnete, den høje kvinde, sørger hun, vil hun sørge, når han er død?”

Lån bogen på bibliotek.dk