Jomfruen med enhjørningen af Tracy Chevalier

Nicholas des Innocents var i 1490’erne en vellidt portrætmaler ved det parisiske hof. Derfor bliver han overrasket over, at blive tildelt en langt større opgave end et lille portræt; seks billedtapeter, der skal smykke Jean le Vistes sal. Men hvor Jean vil have krig og blod, ønsker hans kone enhjørninger, hvilket Nicholas også er meget gladere for at lave, og efter en salgstale til Jean, bliver det sådan. Seks billedtapeter der følger, hvordan en jomfru forfører en enhjørning. Samtidig med dette, prøver Nicholas selv at forføre Jeans ældste datter, Claude.

I Bruxelles, hvor tæpperne skal væves, bliver Nicholas stillet over for noget han ikke er vant til; kritik af sine værker. Hvad han ikke vidste, var, at et maleri ikke er et billedtapet, der skal laves mange ændringer, før det han har malet, kan blive et tapet, og selvom han ikke er videre glad for det, er forandringerne nødt til at blive foretaget. Dog hviler Nicholas’ tanker hele tiden ved den ene jomfru, han sådan begærer men ikke kan få. Men der er en anden jomfru han kan få, om end flygtigt, og hun er bestemt ikke uvillig.

Det gode ved “Jomfruen med enhjørningen” er, at hvert kapitel er fortalt af en ny person fra bogen. Dette gør, at man ikke fortaber sig i en side af historien, men i stedet kan fokusere på både Bruxelles og Paris. Samtidig når man ikke at blive træt af nogle af personer, som det så ofte sker, når man læser en hel bog i jeg-form. Men, og dette er det samme “men”, som jeg har sagt om alle Tracy Chevaliers bøger, slutningen er flad og uden mening. Den binder ingen ender sammen og giver ingen tilfredstillelse. Heldigvis har Chevalier her undgået fuldstændig irritation og tilføjet epilog, der kort fortæller, hvad der hændte alle figurerne senere hen. Den ene side, reddede hele bogen, sådan som jeg ser det.

Lån bogen på Bibliotek.dk